Ny investeringsmulighed med skattefordel på vej: Aktiesparekonto

Efter nytår kan du få en Aktiesparekonto, som er en ny investeringsmulighed med skattefordel. Aktiesparekontoen er en konto for dig, der gerne vil investere i aktier eller investeringsbeviser. Med en Aktiesparekonto slipper du lidt billigere i skat, og banken sørger for alt vedrørende skat. Du kan i 2019 investere for op til 50.000 kr. på kontoen.

Hvorfor oprette en Aktiesparekonto?

  • Mulighed for et bedre afkast end på en almindelig opsparingskonto
    I disse år er renten på en almindelig opsparingskonto meget lav. Ved at investere i aktier får du mulighed for et afkast, der hen over en årrække kan være betydeligt - men der er også en risiko: Der ikke er garanti for et bestemt afkast, og afkastet kan være negativt. Du kan risikere at miste dit indskud helt eller delvist.
  • Banken styrer skatten
    Med en Aktiesparekonto sørger banken for, at skattemyndighederne får de korrekte oplysninger til din selvangivelse, og vi sørger for at hæve det korrekte beløb på din konto, så du får indbetalt korrekt skat til tiden. Du kan købe og sælge aktier lige så ofte du vil (vær dog opmærksom på, at det er forbundet med omkostninger at handle værdipapirer). Du også kan hæve og sætte ind på kontoen lige så ofte du vil inden for indskudsgrænsen. Uanset aktiviteten på kontoen, vil banken sørge for korrekt beregning og indberetning til skattemyndighederne. 
  • Du kan spare penge i skat
    Normalt skal der betales 27 eller 42 procent i skat af afkastet på aktier, afhængigt af afkastets størrelse. Med en Aktiesparekonto er skatten 17 procent af afkastet årligt. Følg linket nedenfor, hvis du vil læse mere om, hvordan en Aktiesparekonto beskattes.