Nye priser i Jyske Bank

I de kommende måneder gennemfører vi en række prisændringer i Jyske Bank.

Nyt fra Jyske Bank

Af Jyske Bank

15. okt. 2019 12.00

  • Vi ændrer priser på nogle af vores serviceydelser. Fx bliver det lidt dyrere at hæve kontanter i andre banker, og det kommer til at koste mere at få en rådgiver til at udføre opgaver, som kan klares via selvbetjening i netbanken.

  • Vi indfører negative renter på indlån for private kunder, men friholder beløb op til 750.000 kroner. Negativ indlånsrente betyder, at der opkræves et beløb for at have penge i banken.

Ændringerne sker for at tilpasse os markedet og den aktuelle situation med negative og fortsat faldende renter.

Personlig meddelelse til alle – også børn

Alle kunder modtager en meddelelse i e-Boks eller postkassen, som viser, hvad ændringerne betyder for den enkelte. Meddelelserne sendes ud løbende frem mod 1. november. De nye priser træder i kraft i løbet af vinteren. Vi opdaterer løbende vores prisliste.

Vi er forpligtet til at informere alle kunder. Herunder også børn, som typisk får et brev i postkassen, da de ikke har e-Boks. Det er ikke den mest børnevenlige information – det indrømmer vi gerne – så vi håber, de voksne vil hjælpe med at forklare.

Principper for priser i Jyske Bank

I Jyske Bank betaler kunderne for de ydelser, de efterspørger. Vi tager betaling for en række serviceydelser for at dække nogle af de omkostninger, vi har ved at tilbyde disse ydelser. Betalingen afspejler kundeforholdet: Jo flere forretninger, man lægger hos os, jo mindre betaler man for de enkelte ydelser. Læs hele vores prispolitik.

Læs mere