Har du talt om penge med dit barn i dag?

I denne uge sætter matematiklærere og banker fokus på privatøkonomi sammen med elever i 7.-9. klasse. Men skolernes pengeuge er også for forældre. Grib chancen og tal med dit barn om penge ved middagsbordet.

I kan fx tale om, hvad I drømmer om – det kan være en ferie, en trampolin i haven eller et efterskoleophold – og hvordan I kan spare op til det. Du kan også vise børnene familiens budget, så de får et indblik i, hvad pengene bliver brugt til. Hvis dit barn tjener penge, kan I også lave et budget for barnets løn og aftale noget, det sparer op til.

Penge efter alder

Er du i tvivl om, hvordan du taler om penge med dit barn, og hvor meget du bør blande dig?
Få flere tips og ideer fra børnepsykolog Kirsten Børsting til pengesnak i forskellige aldersgrupper

Uge 11 er Pengeuge

Fra den 14. til 18. marts holder 640 skoler landet over Pengeuge. Privatøkonomi og økonomisk forståelse kommer på skemaet i 7.-9. klasse, og matematiklæreren får assistance af en bankrådgiver. Initiativtagerne er Finansrådet og Danmarks Matematiklærerforening, og baggrunden er kedelige statistikker, der viser, at gældsætningen for alvor tager til i de tidlige aldre. Derfor er det vigtigt at hjælpe den økonomiske forståelse på vej allerede i folkeskolen.

Det er tredje gang, at Pengeuge afvikles og mere end 21.000 elever fra 640 skoler er tilmeldt. 120 klasser får besøg af en rådgiver fra Jyske Bank.