Podcast om pension: Du vinder på gyngerne, men taber på karrusellerne

Mens mange boligejere klapper i hænderne over de lave renter på boliglån, taber de penge på deres pensionsopsparing. For de lave renter på udlån betyder også lave renter på indlån.

"Det er endnu ikke gået op for langt de fleste mennesker, at selvom de vinder på boliglånet, så taber de på pensionen. Prognoserne for pension ser bare ikke gode ud, og man skønner, at folk på sigt kan se frem til at få 10% mindre udbetalt, fordi det er svært at skabe afkast lige nu," siger John Hansen, pensionsspecialist i Jyske Bank.

Vigtigt at bruge de ekstra penge fornuftigt

Ifølge boligøkonom i Jyske Bank, Mikkel Høegh, er det omkring 1.000-1.500 kr. mere om måneden, kunderne har at gøre godt med, når de har omlagt deres boliglån. Men selvom manges første tanke vil være, at de penge kunne give plads til lidt mere bøf og rødvin, er det faktisk vigtigt at træde et skridt tilbage og skabe sig et overblik over hele sin økonomi. For de 1.000-1.500 kr. kan muligvis bruges på en bedre måde, der faktisk i sidste ende vil skabe mere luft i den samlede økonomi.  

"Det er vigtigt at komme hele vejen rundt om økonomien og se på, om der er noget, der giver mere mening at bruge de ekstra penge på. Det kunne fx være, at man havde andet gæld, hvor det kunne betale sig at få betalt det hurtigere ud, da det vil give mere udbytte i sidste ende," siger Mikkel Høegh.  

Det, der er tjent, skal spares, eller hvad?  

På grund af de faldende renter på indlån vil det også være oplagt at øremærke pengene til fremtiden for at mindske det tab, man har der.

"Hvis man sparer 1.500 kr. om måneden på sit boliglån, kunne man sætte dem ind på sin pension for at imødekomme det faldende afkast, man har der. Men det kan blive svært at udligne helt, hvis man absolut ikke vil investere, for det er på aktiemarkedet, afkastet skal findes," fortæller John Hansen.

Både Mikkel Høegh og John Hansen er enige om, at det fornuftige valg ikke altid kun er at spare op. Man skal gøre det, der giver mest mening for sig selv og sin situation, og det kan også sagtens være at leve lidt bedre i hverdagen.

"Jeg tænker, at det fornuftige valg er at tænke realistisk. Det er fint at lægge nogle af pengene til side til fremtiden og så nyde resten. Man er jo ikke garanteret, at man lever, når man når pensionsalderen, så selvfølgelig skal man også leve livet, mens man har det," siger Mikkel Høegh.  

Hør podcasten

Lyt med i podcasten, og bliv klogere på forholdet mellem de faldende renter på udlån og indlån, og hvad det kan betyde for din fremtidige økonomi.

Lyt til podcasten