Regnskab for 1. halvår: Jyske Bank har fokus på omkostninger

Jyske Bank udligner et negativt 1. kvartal. Hør ordførende direktør, Anders Dam, kommentere regnskabet.

Nyt fra Jyske Bank

Af Jyske Bank

18. aug. 2020 12.00

Jyske Bank kom ud af årets første seks måneder med et plus på 82 mio. kr. Isoleret set for 2. kvt. hentede Jyske Bank et overskud på 862 mio. kr., som altså var med til at udligne et negativt 1. kvt., hvor der blev taget en nedskrivning på hele 1 mia. kr. til at imødegå forventede tab som følge af Covid-19.

Frem mod medio 2021 vil Jyske Bank reducere antallet af medarbejdere med 150-200 og samtidig lukke ca. 20 pct. af de nuværende knap 100 afdelinger. Det meddeler banken ifm. offentliggørelsen af halvårsregnskabet.

Reduktionen i både antal ansatte og afdelinger skal ses i lyset af Jyske Banks fortsatte omkostningsfokus og ændret kundeadfærd i det fysiske afdelingsnet.

"Konjunkturerne ser lidt dystre ud og den teknologiske udvikling gør, at kunderne kommer mindre i afdelingsnettet. Derfor er vi nødt til både at kigge på vores bemanding og det fysiske apparat, vi vender ud mod kunderne,” siger ordførende direktør Anders Dam.

Halvårstallene var kendt på forhånd, idet Jyske Bank allerede for en måned siden meldte hovedtallene ud ifm. en præcisering af forventningerne til hele årets resultat som lyder på 1-1,5 mia. kr.