Ledige nyuddannede får chancen i Jyske Bank

Som den første finansvirksomhed har Jyske Bank valgt at engagere sig i den trainee-ordning, som Folketinget introducerede i 2012. ”Det er glædeligt at se, at Jyske Bank giver de her unge mennesker en chance for at prøve kræfter med den finansielle sektor”, siger Finansforbundets formand Kent Petersen.

Et samarbejde mellem Finansforbundet, fagforeningen FTF-A og Jyske Bank har åbnet døren for at nyuddannede finansøkonomer og finansbachelorer kan komme i virksomhedspraktik.

Helt præcist har 54 dimittender fået et fire eller otte ugers praktikforløb i banken.

Per 1. august 2016 var der 319 ledige dimittender inden for finansområdet, og ifølge FTF-A’s administrerende direktør, Michael Damer, mangler de ledige nyuddannede relevante erhvervserfaringer for at lande deres første job.

Netop relevant og værdifuld erfaring på CV’et, et udvidet netværk samt et afsæt til en fast tilknytning til arbejdsmarkedet skal hjælpe de unge hurtigere i job. Trainee-ordningen består i et opkvalificeringsforløb/kursus kombineret med en ulønnet virksomhedspraktik i op til otte uger, og allerede nu er erfaringen med de nyuddannede meget positiv.

’Win-win situation’

Trainee-ordningen kom på et tidspunkt, hvor Jyske Bank og øvrige finansielle virksomheder, kæmper med at indsamle kundeoplysninger på grund af nye hvidvaskregler. Det er en opgave, der presser rådgiverne ude i afdelingerne.

"Finansforbundets konsulent fik mig til at se tænke over hvordan vi kan tage et socialt ansvar, der rækker ud over banken. For det her handler om at få de unge tilknyttet arbejdsmarkedet.  Havde Finansforbundet ikke presset på, så tror jeg, vi havde gjort som sædvanlig og hyret nogle studentermedhjælpere. Men hvis vi som bank vil være anderledes end de andre banker, så må vi gå ind og sige ja, når andre siger nej", siger HR-partner i Jyske Bank Lisa Di Boscio Jakobsen til Nyhedsbrevet Finans.

Praktikforløbet er en ’win-win situation’ ifølge Jyske Bank Kreds formand Haggai Kunisch. Han mener, det også kan bane vejen for en regulær ansættelse efter trainee-forløbet.

Skæv profil

Udover finanspraktikanter har CSR-afdelingen også fået en praktikant i otte uger, som kommer på et godt tidspunkt, hvor der er ekstra travlhed med den årlige CSR-rapportering. Heidi Veicherts er kommet i praktik i Jyske Bank gennem hendes eget netværk.

”Jeg har en lidt skæv profil i forhold til at være i praktik i Jyske Bank, da jeg er cand.mag. i Kultur & Formidling. Men det er helt perfekt for mig at sidde i CSR, da der ikke er så langt fra mit studie til socialt ansvar. Der er hård kamp på jobmarkedet, og det er godt at Jyske Bank kunne bruge mig, og mine kompetencer,” siger Heidi Veicherts og fortsætter:

”For mig betyder det meget at få indblik i, hvad man kan arbejde med i en CSR-afdeling. Men endnu vigtigere er det, at få erfaring med at køre et konkret projekt. Det er virkelig spændende. Så til syvende og sidst handler det om at erhverve noget erfaring, der kan komme på CVet, samt at få et netværk, der forhåbentlig på sigt kan føre til et fast job.”