Visa/Dankort – forskellige kort, forskellige muligheder

Vi er der, hvor kunderne er. Det gælder også på betalingsområdet, hvor vi hele tiden ser på mulighederne for at tilbyde vores kunder det, der er smartest.

Jyske Banks betalingsløsninger skal passe til kundernes behov.

Det gælder for de nye digitale betalingsmuligheder, vi har sat i søen i løbet af det seneste år. Men det gælder også for de eksisterende betalingsløsninger.

Derfor ser vi også på de ting, vi har på hylderne i dag. Herunder de muligheder det giver, hvis vi splitter Visa/Dankortet – der har været to-kort-i-ét siden det blev introduceret i 1988 – op i de to kort, det egentlig er: Et Visa-kort og et Dankort. Den nye løsning bliver ikke dyrere for kunderne, og Jyske Bank vil supportere Dankortet, lige så længe kunderne ønsker det.

Det skal være smart for dig

”Vi afdækker de fordele og ulemper, der er for kunderne ved en eventuel opsplitning af de to kort,” siger bankdirektør Peter Schleidt og fortsætter:

”For os handler det om at give kunderne det, der er smartest for dem. Din betalingsløsning skal passe til dit liv, din økonomi og dit aktivitetsniveau.”

Der er forskelle på, hvilken betalingsløsning, der er rigtig for en pensionist, der aldrig rejser udenlands, og for en forretningskvinde der rejser flere gange om måneden. Her vil vi være på forkant og tilbyde den rigtige betalingsløsning til den rigtige situation.

Det er ikke et spørgsmål om kroner og øre

Bankdirektør Peter Schleidt understreger, at der ikke ligger et økonomisk motiv til grund for overvejelserne.

”Det er vigtigt for Jyske Bank, at vi tilbyder vores kunder skræddersyede betalingsløsninger og et frit valg. Når man kigger på tværs af alle de betalingsløsninger, vi tilbyder, så tjener vi ingen penge,” siger han.

Forskellige kort – forskellige muligheder

De forskellige kort på det danske marked har forskellige funktionaliteter. Det gælder også Visa-kortet og Dankortet. Derfor kan en opsplitning sandsynligvis betyde fordele for en række kunder.

”Hvis vi splitter Visa/Dankortet op i et Visa-kort og et Dankort forventer vi at kunne tilbyde vores kunder en række nye kortfunktionaliteter og øget fleksibilitet i forhold til det nuværende Visa/Dankort. Dette sker i takt med en voldsom udvikling på betalingsområdet,” siger Peter Schleidt.

Fakta om Visa/Dankort

Visa/Dankortet er i bund og grund to fysiske kort som er samlet i ét, men samtidig adskiller sig, afhængigt af om Visa-siden eller Dankort-siden af produktet benyttes.

Som forbruger kan det være svært at gennemskue, hvilken del at kortet der benyttes, når man foretager køb med sit kort i Danmark, da man sjældent får valget, om man vil betale med Visa-siden eller Dankort-siden.

Om man har foretaget køb med den ene eller den anden siden af kortet, kan bl.a. have betydning for en evt. indsigelse mod et køb, da reglerne er forskellige, afhængigt af om købet er foretaget med Visa-siden eller med Dankort-siden.

Læs spørgsmål og svar om Visa/Dankortet.