Tæt på Tænkepauser: Lykke

Alt afhænger af øjnene, der ser. Også lykken. Den kan være kort og flygtig – og den kan være lang og vedvarende. Men hvad er det egentlig vi taler om, når vi taler om lykken?

Denne video kræver, at du giver samtykke til marketing cookies

Mød lykkeforsker Christian Bjørnskov, i en levende og lykkelig samtale med journalist Anne Kejser. En samtale, der tager udgangspunkt i Christian Bjørnskovs bog, Lykke, der er en af de absolutte bestsellere i serien af Tænkepauser fra Aarhus Universitetsforlag.

Christian Bjørnskov er professor i økonomi ved Aarhus Universitet og har i flere år forsket i lykke og udgivet flere artikler om emnet. Han taler om lykken, når vores favorithold vinder kampen, lykken når vi ser ind i øjnene på den eneste ene – og lykken når virkeligheden overgår vores forventninger. 

Noget af det, der har overrasket Christian Bjørnskov er, hvordan folk vænner sig til fremgang og hurtigt hæver overliggeren for, hvornår de er lykkelige. Og så har han en lidt provokerende tilgang til lykken ved at være forældre: ”Børn giver os glimtvis lykke, men i det store hele er det en personlig byrde og begrænsning at have børn.”

Samtalen mellem forsker og journalist bevæger sig langt ud over bogens 60 sider – og indholdet bliver i høj grad styret af de spørgsmål, som seerne har stillet til forskeren før og under udsendelsen. En unik mulighed for at komme helt tæt på forskeren.

Hvis du vil have en mail, når der kommer nye Tæt på Tænkerpauser, kan du tilmelde dig mailservice her. Her kan du også læse mere om Tæt på Tænkepauser.