Tæt på Tænkepauser: Humor

I denne Tæt på Tænkepauser er emnet HUMOR. Vært og journalist Anne Kejser har besøg af Stefan Kjerkegaard, der er lektor ved Nordisk Sprog og Litteratur ved Aarhus Universitet. 

Denne video kræver, at du giver samtykke til marketing cookies

”Kender I den med …?”, ”Alle børnene …”, ”Der sidder 4 mand på en tømmerflåde …”. 

Vi kender formlen for en vits. Vi ved også, at vi skal grine, når vi hører en. Det er en af grundreglerne. Men skal vi prøve at forklare, hvorfor en vits er sjov, hvad humor er, og hvad den bruges til, bliver det hurtigt tørt og kedeligt.

Heldigvis er Stefan Kjerkegaard ikke kedelig, når han skal forklare humor. Måske fordi han insisterer på at være alvorlig, men ikke tager sig selv, blondine-testen eller racistiske vittigheder alt for alvorligt. Eller måske fordi han ikke selv kan se det sjove i, at ’Ordbog over det danske Sprog’ er en af hans yndlingsbøger. 

Samtalen mellem forsker og journalist fandt sted under Aarhus Festuge foran et publikum i Jyske Bank LIVE-studiet på Strøget. Udgangspunktet er Stefan Kjerkegaards bog ”Humor”, der er en del af Aarhus Universitetsforlags bogserie ”Tænkepauser”. Undervejs bevæger de sig langt ud over bogens 60 sider – og samtalen er krydret med spørgsmål fra publikum og seere.