Stærkt panel diskuterer fremtidens teknologi

Kryptovaluta, NFT, metavers og blockchain. Fremtiden er her nu, så lad os prøve at forstå de nye teknologier med hjælp fra de tre eksperter, som var inviteret i studiet på Gamebox Festival.

Denne video kræver, at du giver samtykke til marketing cookies

Af Cæcilie Møldrup Hedegaard, journalist

Apr 28, 2022, 10:20

Jyske Banks investeringsmagasin, Lille Fredag, tog i sidste weekend med på Gamebox Festival, der er Danmarks største gamingevent med kendte spillere og youtubere, showkampe, spil, talks og meget mere – alt sammen samlet i Jyske Bank Boxen, der for en weekend blev forvandlet til et gaming-slaraffenland.

I denne særudgave af Lille Fredag deltog journalist Nikolaj Sonne, debattør og forfatter Astrid Haug og chefstrateg i Jyske Bank, Ib Fredslund Madsen, som tilsammen udgjorde panelet, der undervejs blev styret af studieværten Rasmus Soele. Emner som kryptovaluta, NFT og blockchain-teknologi blev ivrigt debatteret fra scenen.

For kan man eksempelvis forestille sig, at kryptovaluta en dag bliver så almindeligt, at vi alle kommer til at bruge det i supermarkedet og i butikkerne?

Regulering er nødvendig

For at svare på ovenstående spørgsmål, ser Ib Fredslund Madsen på behovet. For har vi overhovedet brug for at udskifte måden, vi betaler på i dag?

”Jeg ved ikke, hvor mange af os, der har kroner eller sedler i pungen i dag. Meget af det kører jo allerede elektronisk i dag. Så det er måske ikke sådan noget, hvor man står og siger ”bare jeg kunne betale med kryptovaluta i stedet for kort eller mit ur”. Jeg tror mere, at hvis det kommer, så bliver det med en slags regulering, som også giver noget beskyttelse til forbrugerne.”

Han har altså svært ved at se, hvordan kryptovaluta skal blive danskernes foretrukne betalingsform uden nogen til at sikre brugerne mod svindel.

”Hvis man kigger ned gennem historien, så har betalingsmidler altid været under det offentliges opsyn. I gamle dage var det kongen, og jeg tror stadig, at det i fremtiden vil komme ind under en form for regulering, som sikrer, at folk ikke bliver snydt,” lyder det.

Det uendelige metavers

Også det nyere koncept ’metavers’ blev vendt og drejet. For hvad er det nu lige, det går ud på?

Astrid Haug, der er forfatter og debattør, forklarer, hvorfor et metavers er noget helt særligt, men også hvorfor det ikke har slået helt igennem endnu.

”Det er noget, vi har talt om i årtier, men nu er det her, og teknologen er moden til det. Nogle siger, at når spilverdenen bliver meget social, er det et metavers. Men den mere vilde forklaring er en 3D oplevelse, for du kan spille, holde møder, shoppe og gøre alt det, du i dag gør online eller fysisk. Under corona, hvor vi sad hjemme, havde det været hyggeligt at gå online og holde møderne i et metavers. Men det er stadig abstrakt, og der er vi ikke helt endnu. Det kræver også, at alle har udstyret.”

Til sidst i programmet anbefaler Ib Fredslund Madsen 3 forskellige aktier, som selvfølgelig alle har rødder i gamingindustrien. Se hele programmet og lad dig rive med af de futuristiske diskussioner og få de stærke aktieråd fra chefstrategen.