Borgen Late Night: Frederiksen fanget i ny udlændingeballade

De to politiske kommentatorer Lars Trier Mogensen og Jarl Cordua i Borgen Late Night diskuterer ugens politiske højdepunkter.

Denne video kræver, at du giver samtykke til marketing cookies

Sagen om de danske børn og deres mødre, der fortsat sidder i syriske fangelejre, er ved at udvikle sig til et voksende politisk problem for statsminister Mette Frederiksen. Senest er det kommet frem, at regeringen – stik modsat tidligere løfter – alligevel vil hjemtage én mor, som har dobbelt statsborgerskab. De borgerlige partier raser, og ser kovendingen som et bevis på, at S-regeringen slet ikke er så stramme i udlændingepolitikken, som Mette Frederiksen hævede i valgkampen. Omvendt ser venstrefløjen en åbning for, at alle danske børn og mødre nu skal hentes hjem fra Syrien. En penible og sprængfarlig situation for Socialdemokratiet.

Problemerne i Dansk Folkeparti fortsætter også efter et årsmøde i Herning i weekenden, hvor Kristian Thulesen Dahl ganske vist blev genvalgt som formand uden modkandidater, men hvor den interne splittelse blev udstillet for åbent tæppe. Stridighederne handler i høj grad om personer, og særligt partistifter Pia Kjærsgaard er højlydt utilfreds – og truer ned med at ville stille op som ny formand, hvis Dansk Folkeparti får endnu en vælgerlussing ved kommunalvalget til november. Uroen ulmer videre.

Længere nordpå slår forholdet mellem Danmark og Grønland sprækker. Den kontroversielle grønlandske politiker Pele Broberg, som repræsenterer det nationalkonservative parti Naleraq og er landsstyremedlem for udenrigsanliggender – populært sagt Grønlands udenrigsminister – er kommet med et sjældent skarpt udfald mod Danmark: Han vil droppe betegnelsen ‘rigsfællesskabet’ og fratage danskere stemmeretten ved en fremtidig folkeafstemning om løsrivelse. Koalitionspartiet Atassut har mistet tilliden, og en regeringskrise truer i Nuuk. Borgerlige politikere i København er fortørnede, men måske har Pele Broberg dermed opnået, hvad han ville, nemlig at provokere Danmark.