Vi vil gerne bo ved siden af dem, der ligner os selv

Byplanlægning er blevet et stort emne, og det samme er ghettolister. Den økonomiske litteratur og ikke mindst den erfaringsmæssige dokumentation viser, at vi mennesker gerne vil bo ved siden af nogen, der ligner os selv. Set i det lys, er blandet boligbyggeri så nødvendigvis en god ide? Måske – måske ikke. Her er en samling anekdotiske beviser for, at mennesker er flokdyr.

Vælg billede

AfMikkel Høegh, boligøkonom

Jan 06, 2022, 09:00

Ofte ringer mit vækkeur kl. halv fem om morgenen. På det tidspunkt er alt rutine for mig. Det handler om hurtigt at komme ud af sengen og trække i løbetøjet uden at tænke for meget. Og derefter få løbet nogle kilometer, så der kommer varme i kroppen. Kontrasten mellem min varme seng og den frostkolde luft er i øjeblikket ret stor. Efter en fem kilometer begynder jeg at vågne og få varmen. I alt løber jeg omkring 21 kilometer, som bringer mig vidt omkring. Dog løber jeg altid samme rute – så behøver jeg ikke at tænke så meget.      

”Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe” er titlen på en af mine yndlingsbøger. Bogen er skrevet af Haruki Murakami og handler om, hvad han tænker på, når han løber. Og om at have mod til at gøre eller sige det uventede, det som ingen havde forventet. Men hvad tænker jeg egentlig på, der tidligt morgen?

Industri, ghetto og duften af rundstykker

Jeg starter typisk mit løb fra svømmehallen i Søborg/Gladsaxe lidt nord for København. De første kilometer løber jeg igennem et industrikvarter. Her møder jeg sjældent ret mange mennesker, det skulle dog lige være et avisbud på el-knallert. Det er første gang, jeg skal være opmærksom, da knallerten er helt lydløs. Enkelte er altså meget tidligt på arbejde – men de fleste glasbygninger står tomme. Et par steder kan jeg dog se en nørd eller to sidde i beskyttelsesdragt og rode med noget, jeg antager er kemi. Det gør mig glad at se dem – jeg tænker, det er dem, vi skal leve af i fremtiden.

Herefter kommer jeg over i et kvarter, der er på den såkaldte ghettoliste. Her er der lys i vinduerne tidligt morgen. Selv om klokken knap har passeret fem, står der mennesker ved busstoppestederne – folk der skal på arbejde. Umiddelbart synes de fleste at være danskere af anden etnisk herkomst. De fleste ligner hinanden i påklædningen: Mændene har typisk kedeldragter på med firmanavn, kvinderne har typisk deres eget, personlige tøj på, ofte nogle lange gevandter.

Jeg fortsætter forbi et fitnesscenter. Her har folk joggingtøj på og store tasker med. Ellers er billedet det samme hele vejen igennem Brønshøj, Nordvest indtil indre København. Undervejs passerer jeg en bager, hvor det dufter himmelsk – og hvor håndværkere holder i kø for at købe smurte rundstykker allerede før butikken har åben. Jeg tænker hver gang, at grunden til jeg løber er for at kunne spise alt det wienerbrød, jeg har lyst til. Men jeg er endnu ikke stoppet op for at købe en spandauer.

Eksklusive huse og store biler

Turen går nu ind igennem Utterslev Mose. Her er ikke mange mennesker, og der er ikke lys i husene, men en enkelt hundelufter og endnu et avisbud, kan det blive til. Jeg ved ikke, hvad der er værst – et bud på en gammeldags knallert, der gør luften tyk af blå røg – eller et bud, der kommer overraskende, nærmest snigende, på sin lydløse el-knallert.

Herefter løber jeg til Gentofte. Her er helt mørkt og intet liv på gaden her før klokken seks. Nede ved svømmehallen står der dog en række triatleter og tripper og venter på, at de kan komme i gang med deres morgentræning. Ellers er den største forandring, at vi er gået fra etagebyggeri til større villaer og eksklusive rækkehuse. Foran husene holder der typisk biler, der i mindre provinsbyer vil kunne byttes til en god familiebolig.

Jeg er nu kommet retur til Søborg, der her kl. halv syv er ved at vågne op. Der begynder så småt at komme biler på vejene, og enkelte cyklister. Tilbage ved Gladsaxe Svømmehal er der nu lettere trafikkaos, det er de såkaldte morgensvømmere, der mødes kl. syv – men kommer i god tid. Det er pensionister, der nyder at komme tidligt op. Jeg sætter mig og damper af og hilser på dem – jeg kender dem ikke, men har efterhånden mødt dem utallige gange, vi er nemlig mange, der har faste rutiner her om morgenen.

Strider blandede bydele mod vores natur?

Og hvad er så pointen med denne lange historie? Jeg håber du stadigvæk hænger på …  Jo, pointen er, at vi mennesker køber bolig der, hvor der bor nogen, som ligner os selv. Det vil sige, at der intet unaturligt er i det, vi i daglig tale kalder ghettoer. Det bekræftes her af mine anekdotiske beviser, men bekræftes faktisk også i den økonomiske litteratur. Det er tankevækkende i en tid, hvor vi netop diskuterer, at det er vigtigt at sikre mangfoldighed i byerne og såkaldt blandede bydele. Det lyder rigtigt og flot – men hvad nu hvis det er naturstridigt? Er det så en fejl i vores byplanlægning?

Set fra mit synspunkt og som ovenstående forsøger at beskrive, så er der mange ghettoer. Nogle ghettoer er mere velfungerende end andre. Det er klart et problem, at der er steder, hvor det er utrygt at færdes. En enkelt morgen valgte jeg at løbe et svinkeærinde i det kvarter, der er på ghettolisten. Her stod en række unge mænd og drenge i ens sorte hættetrøjer med ens mærker på ryggen – og det var ikke et firma, der var kendt for noget godt. De blev dog også overrasket over at se mig i mit neongrønne reflekstøj.

Når modsætninger mødes – uden sød musik

Et sidste eksempel på, at den aktuelle byplanlægning ikke nødvendigvis er så lige til, vil jeg beskrive med en samtale, jeg havde med to nydelige, ældre damer ved et kundearrangement. De fortalte mig om den skønne ’teaterbolig’, den ene havde købt i byen. En moderne bolig tæt på byens kulturliv, så de kunne nyde livets efterår og byens tilbud.

Alt havde været fryd og gammen, lige indtil der skød et nyt byggeri op ved siden af – og der flyttede en masse mennesker ind med andre interesser. Nu var der musik, og det de kaldte bilræs på gaden om aftenen. ”Jeg savner mit gamle kvarter,” sagde damen og henviste til, at hun ikke turde gå på gaden efter mørkets frembrud længere. I hendes optik var teaterboligen nu faldet drastisk i værdi på grund af det blandede byggeri.

Der findes ikke noget enkelt svar på, hvordan vi skal lave den rigtige byplanlægning. Personligt tror jeg på lidt blandede – men ikke alt for blandede – bydele.