Skab minder for livet – måske med et sommerhus

Er det en god investering at købe et sommerhus? Det kommer an på, hvad du vil bruge det til. Og hvilken type afkast, du drømmer om.

Sommerhus med stråtag i bakker

AfMikkel Høegh, Boligøkonom i Jyske Bank

10. jun. 2024 10.30

Forleden dag – på vej mod Silkeborg – overhalede jeg en fed bil lige ved Lillebæltsbroen. Bilen gav mig lyst til at dytte og give chaufføren en thumbs up – det undlod jeg dog af hensyn til trafiksikkerheden. Det var en rød Ford Taunus. Muligvis model Ghia – det så sådan ud. Et flot køretøj, så jeg får helt gåsehud ved at skrive om den.

Vores genbo havde en, da jeg var en helt lille dreng – muligvis var det ikke en Ghia. Dengang var røde biler åbenbart hotte, i min familie havde vi en rød Opel Ascona. Det allerbedste når jeg tænker tilbage er, når den blev vasket pudset og efterfølgende pakket til bilferie. En camplet blev spændt på, og så afsted mod Sydtyskland. Se, det er uvurderlige minder.

Er sommerhus en god investering?

Ofte bliver jeg spurgt, om køb af sommerhus er en god investering. Se det er et godt spørgsmål? Men med min indledning in mente, så vil jeg sige, at man kan på ingen måde være sikker på, at køb af et sommerhus giver anledning til en gevinst. Derfor tror jeg, at man skal købe et sommerhus, fordi man vil bruge det. Skabe en base, hvor man holder ferier og skaber gode minder. Det er en form for afkast, man aldrig kan miste.

Jeg tænker i hvert fald tilbage med stor glæde på de bilferier jeg har været på. Det er måske ikke så økonomisk en måde at tænke på, men til gengæld er det for mig det gode liv at skabe noget, der giver en anden form for værdi. Det kan man gøre, hvis man forvalter sine knappe ressourcer rigtigt.

Hvad er det rigtige at gøre?

Hvad er så det rigtige at gøre?  Det er jo meget individuelt. Der findes imidlertid analyser der viser, at de sommerhuse, der bliver brugt mest af deres ejere, ligger inden for en times kørsel fra bopælen. Når det er sagt, så det jo individuelt, hvor langt man vil køre. Jeg tror bare, det er vigtigt at huske på, at vælger man et sommerhus som en del af løsningen i forhold til at holde ferie, så følger der også vedligeholdelse med.

Derfor er det en fordel, at der ikke er en meget lang rejse hen til sommerhuset, hvis man skal holde arbejdsweekend med videre. Andre vil måske vælge en løsning, hvor man betaler sig fra arbejdet med vedligeholdelse.

En mulighed er udlejning af sommerhus

I forbindelse med at vi optog den seneste udgave af boligwebinaret Åbent Hus på Jyske Bank TV, kom der rigtigt mange spørgsmål om udlejning af sommerhuse. I den forbindelse mener jeg, at man skal tænke udlejning som et supplement til at have sommerhuset.

Der er rigtigt god efterspørgsel efter at leje danske feriehuse. Tallene viser, at særligt tyskere, svenskere, nordmænd og hollændere holder meget af at tilbringe ferien langs de danske kyster. År efter år har udlejningen sat rekord i antal bookede feriehus-uger.  Det er blevet mere populært at søge mod nord fremfor, at tage mod syd. Det skyldes formentlig, at der efter hånden er blevet meget varmt – alt for varmt vil nogle nok sige – i Sydeuropa.

Selv om statistikkerne taler et entydigt sprog, kan man dog ikke regne med at have fuld belægning. Derfor er det en god ide, at man også bruger det selv. Indtægterne fra udlejning er dog begunstiget med en forholdsvis lempelig beskatning.

Udnyt dine ressourcer bedst muligt

Det kan dog være, at du slet ikke drømmer om et sommerhus i Danmark, men et feriehus i udlandet. Så fortvivl ikke, idet vi som bank også kan hjælpe med en bolig i udlandet via forskellige samarbejdspartnere.

Det kommer den næste udgave af Åbent Hus til at handle om, så rigtig god sommer og udnyt nu dine ressourcer bedst muligt. Det handler nemlig om, at du skaber det, som du opfatter som det gode liv.

Så tal med din rådgiver om dine drømme, måske er de ikke så langt væk, og måske er der finansieringsmuligheder, som du ikke selv har set.