Nyt forslag: Lavere pensionsalder og større frihed

Pensionskommissionen kom i sidste uge med forslag til fremtidens pensionssystem, og hvis det hele bliver til virkelighed, er der nyt til alle – uanset om der er langt til pensionen eller ej.

Par i strandstole i vandkanten på solrig strand

AfCæcilie Møldrup Hedegaard, journalist

May 16, 2022, 09:00

Hvis du stadig synes, der er langt til pensionen, er du netop en af dem, som kan have fordel af de nye anbefalinger til pensionen i fremtiden.

Kommissionen for tilbagetrækning og nedslidning er netop kommet med en række forslag til, hvordan man kan forbedre pensionssystemet, og hvis de træder i kraft, kan unge se frem til en lavere pensionsalder end hidtil antaget, og folk vil opleve en større frihed til at vælge og justere i pensionstiden. Sådan lyder det fra Bettina Brask, der er formueøkonom i Jyske Bank.

”Det bør interessere os alle, for det er vores fremtid, uanset om vi netop er startet på arbejdsmarkedet eller har været der i mange år,” siger hun.

En glidende overgang

Ifølge kommissionens rapport vil din pensionsalder blive tidligere, hvis du er født efter 1975. Den nye folkepensionsalder svarer eksempelvis til, at man i år 2100 skal være 74 år for at få sin folkepension mod 77 år med den nuværende regulering.

Mange unge har måske svært ved at forholde sig til sin pensionsalder. Det kan lyde voldsomt at forestille sig 50 år på arbejdsmarkedet, hvis man knap er begyndt. Men når det kommer til stykket, er der faktisk mange, som ikke er klar til at sige helt farvel til arbejdslivet, selvom de er nået pensionsalderen, fortæller Bettina Brask.

”Min oplevelse er, at flere og flere faktisk ikke ønsker at gå direkte på pension, når alderen nås, men have en glidende overgang hen over flere år.”

Nogle drømmer om at udleve drømmen som selvstændig med den hobby, man har haft i årevis, mens andre ser det som en mulighed for at eksperimentere med en helt ny branche måske på nedsat tid, og friheden til at vælge rykker altså lidt tættere på med kommissionens forslag.

Højere pensionsfradrag

I dag kan man få en seniorpræmie, hvis man venter op til to år med at gå på pension. I de nye forslag lægger kommissionen også op til, at man skal have større fordel ved at spare op ved at øge det ekstra pensionsfradrag.

Forslaget lyder på, at man frem mod 2030 øger det ekstra pensionsfradrag med 3 procentpoint for personer indtil 15 år før folkepensionsalderen og med 6 procentpoint for personer, der er ældre.

”Så friheden til selv at vælge handler ikke bare om at kunne arbejde længere, men måske også at kunne arbejde anderledes. Det at man selv kan tilrettelægge sin fremtid.”

Desuden skal ratepensionen kunne sættes på pause. Hvis det bliver gennemført, kan man altså gå til og fra arbejdsmarkedet, som man har lyst.

”Som jeg læser kommissionens rapport, så forsøger man at skabe frihed gennem opsparing,” konkluderer Bettina Brask.