Klimavenlig pension er en god investering

I disse tider bliver der talt rigtig meget om klima og klimaforandringer. Vi har netop set FN’s klimarapport, som slår fast, at vi mennesker har skabt klimaproblemerne. Derfor bør vi også tage ansvaret for at gøre noget ved det – men hvordan? Hvad kan man gøre – og hvad batter mest?

Formueøkonom Bettina Brask står foran små spirrer der vokser

Som langt de fleste sorterer jeg mit affald i forskellige beholdere, og jeg tænker over mit forbrug. Men det kan nok ikke gøre det alene. Derfor har jeg prøvet at tænke lidt mere ud af boksen for at mindske mit CO2-aftryk.

Jeg kan spise mindre kød, undgå at bruge tørretumbleren, flyve mindre og jeg kan skifte benzinbilen ud med en elbil. Vælger jeg en kødfri dag om ugen i et helt år, så svarer det til en besparelse på 95 kg CO2. Det er jo helt fint, men hvis jeg kan gøre andet, hvor jeg kan være med til at spare endnu mere på udledningen af CO2, så er det værd at se mere på.

Når jeg taler med min 26-årige datter om klimaet, er det tydeligt, at det er et vigtigt emne for hende. Som mange unge i dag, har hun en meget bevidst holdning, fx om at vælge produkter fra producenter, som tænker på klimaet. Hun ser den klimavenlige produktion som en vigtig service, hun får med i kurven sammen med sin vare.

Man mærker i høj grad, at de unge er vokset op i et samfund, hvor klimaet altid har været på dagsordenen – og på skoleskemaet. Mange har en bekymring omkring klimaet og mener, at man bør gøre noget. Derfor ligger det helt naturligt for dem at se efter, om det er det rigtige valg for miljøet, når de køber ind eller shopper tøj – fx går flere unge nu op i, at de kan købe secondhand tøj. De vokser op som meget bevidste forbrugere.

Pensionsopsparingen kan skubbe udviklingen

Bevidste forbrugsvalg er med til at gøre en forskel, men udover at købe varer med producentens klimaaftryk i baghovedet, så kan man også gå skridtet videre og investere i de producenter, som aktivt vælger den grønne, klimavenlige produktion.

Mit næste træk har derfor været at se på min pensionsopsparing. Mit formål har altid været at sikre en fornuftig indkomst, når jeg stopper på arbejdsmarkedet. Men nu kan jeg vælge, at min pensionsopsparing skal investeres i bæredygtige virksomheder og energikilder. Dermed får min pension endnu et formål.

På den måde kan jeg være med til at give den grønne omstilling et kæmpe skub i den rigtige retning – og selv få grøn samvittighed. En beregning viser, at for hver 100.000 kr. jeg lægger i ekstra klimavenlige investeringer, sparer jeg miljøet for 1,25 Ton CO2 om året. Det kan altså hurtigt blive til meget, hvis jeg flytter en del af min pension til ekstra klimavenlige investeringer. (Kilde: PFA, beregning af 30.12.2020).

Det er vigtigt for mig at sikre en mere bæredygtig klode til mine børn og børnebørn. Det kan jeg bidrage til med mere klimavenlige investeringer, som samtidig kan give mig et afkast, der er fuldt ud på højde med traditionelle investeringer.

Godt afkast i mere klimavenlig opsparing

Flere og flere investeringsfonde og pensionsudbydere tilbyder i dag klimavenlige investeringer. Det kan være i vindmøller og solenergi, men det kan også være meget andet. Inden for stort set alle brancher har mange store og små virksomheder fokus på deres klimaaftryk og arbejder med det på mange forskellige måder. Typisk gennem reduktion af energi- forbrug og energieffektivisering.

Det er en tydelig trend at markedet og forbrugerne i stigende grad belønner de virksomheder, der satser på en bæredygtig udvikling. Interessen for at investere i klimavenlige og socialt ansvarlige virksomheder er stigende, og det vil sætte yderligere skub i udviklingen. Som eksempel risikerer underleverandører i dag at blive fravalgt, hvis de ikke har en klar, bæredygtig strategi. Bæredygtige investeringer er ikke kun interessante for klimaets skyld, der er også et godt afkast i mere klimavenlige investeringer.

I Jyske Bank tilbyder vi Klima Plus i samarbejde med Letpension/PFA, og det er et godt eksempel på, at det ikke koster på afkastet at tænke mere klima ind i pensionsopsparingen. Klima Plus investerer med ekstra klimafokus og skrappe krav til virksomhedernes CO2-udledning, og i den seneste sammenligning pr. 1. august har Klima Plus et lidt bedre afkast end PFA’s mere traditionelle pensionsopsparing med middel risiko.

I min optik er der ingen tvivl. De mere bæredygtige og klimavenlige investeringer har bevist, at de kan holde et godt afkast. Og gøre en forskel. Så jeg har budt dem velkommen indenfor i min pensionsopsparing.