Jeg fik en diagnose og tænkte: Kan familien klare sig?

Hvordan er din familie dækket økonomisk, hvis du får en alvorlig sygdom eller dør? Med styr på pension og forsikring bliver der mindre at bekymre sig om i en svær tid.

Formueøkonom Bettina Brask, læge i baggrunden

AfBettina Brask, formueøkonom, Jyske Bank

Apr 25, 2022, 10:40

Vi har gennem det seneste år oplevet flere sportsstjerner blive ramt af livstruende sygdomme. Det kan få os til at tænke over, hvor hurtigt livet kan forandre sig. Men ofte tænker vi ikke, at det også kan ramme os selv – ikke bare dem vi læser om.  

Hvordan reagerer vi så, når det rammer os selv? Jeg har i årenes løb spurgt mange kunder: ”Hvad vil det betyde for dig eller dine kære, hvis du bliver ramt af sygdom eller død?”

Spørgsmålet er stillet ud fra en økonomisk betragtning, som et led i rådgivningen. Og det rummer masser af stof til eftertanke, fx om familien har råd til at blive boende, om der skal skiftes til en mindre bil, og om der stadig er råd til børnenes fritidsaktiviteter.

Jeg blev ramt af mit eget spørgsmål

I november fik jeg selv stillet en diagnose: ”Du har en aneurisme i hovedet – det skal undersøges yderligere, hurtigst muligt”. Min verden stod stille en tid og tankerne fløj rundt.

Jeg vidste ikke, hvad en aneurisme egentlig var – eller hvad det ville betyde for mig. Hvis du heller ikke ved det, så kan jeg fortælle dig, at en aneurisme er en udposning på blodåren i hovedet.

Så det spørgsmål, jeg altid har stillet til andre i forbindelse med rådgivningen, kunne jeg nu stille mig selv: ”Har du dækket dig og familien godt nok af økonomisk?”

Kritisk sygdom og tab af erhvervsevne

Hvis jeg nu skulle sygemeldes i en kortere eller længere periode, så skulle min forsikring mod tab af erhvervsevne jo gerne være dækkende. Som tommelfingerregel siger man, at dækningen skal svare til ca. 80 % af ens nuværende lønindkomst.

Hvis det var en livstruende sygdom, så kunne dækningen ved kritisk sygdom komme til udbetaling. Størrelsen på dækning ved kritisk sygdom er meget individuel, typisk mellem 100.000 – 450.000 kroner. For mig skal størrelsen af dækningen gerne svare til en årsløn efter skat. Så kan jeg bruge pengene på at ’købe’ en af mine kære fri til at holde orlov og passe mig, hvis behovet opstår.

Får man stillet en diagnose, som kan være en kritisk sygdom, så får man et orienteringsbrev fra Sundhedsstyrelsen. Så kan man tage fat i sit pensionsselskab og høre nærmere. Det er rigtig godt set af Sundhedsstyrelsen, da man i et sygdomsforløb typisk er mere fokuseret på andre ting end pension og forsikring.

Bekymring for døden og de efterladte

Da min operationsdato kom nærmere, så kom bekymringerne for døden. Alle operationer er jo forbundet med risiko. Så selvom jeg havde fået at vide, at risikoen var meget lille, så kunne jeg ikke undgå at være en smule bekymret. Derfor måtte jeg spørge mig selv: ”Har jeg nu sørget for, at min bedre halvdel kan blive boende i vores hus, og at mine børn også vil få noget efter deres mor?"

Men hvor meget skal der til, for at det kan lade sig gøre? Det er igen meget forskelligt, men her er den gode tommelfingerregel, at man sikrer den efterladte en udbetaling, der svarer til fem års nettoløn.

Beløbet kan komme til udbetaling fra en livsforsikring, eller det kan komme fra pensionsordningen. Ved dødsfald udbetales pensioner til den eller de personer, der er indsat som begunstigede. Udbetalingen kan ske som en engangsudbetaling – eller som en løbende udbetaling, hvis der er tale om en ratepension til ægtefælle eller børn under 24 år.

Hvis pensionen bliver udbetalt på én gang, så skal der betales en afgift på 40 % af det udbetalte beløb. Derudover kommer en boafgift, hvis den eller de begunstigede er andre end ægtefæller.

En bekymring mindre i en svær tid

Jo, mine dækninger lever op til mine ønsker og behov. Heldigvis, for nu kan jeg jo ikke længere afgive anmærkningsfrie helbredsoplysninger. Dermed mindskes mine muligheder for at tegne nye og bedre dækninger.

Jeg er blevet den erfaring rigere, at et sygdomsforløb fylder utrolig meget i ens tanker og hverdag – så unødige tanker og bekymringer, skal man helst ikke have. Ved at have styr på mine forsikringer og pensioner, slap jeg altså for den ekstra bekymring oven i mine tanker og bekymringer for operationen og fremtiden.

Nu er der gået en måned efter operationen, og jeg har det godt. Jeg glæder mig over, hvor dygtige vores læger er, og hvilket perfekt sundhedssystem vi har. Men oplevelsen har gjort stort indtryk på mig. Både tanken om hvor hurtigt ens liv kan forandre sig og hvor stor indflydelse, det får på ens hverdag.

Jeg kan derfor på det kraftigste anbefale, at du får sikret dig, at du har dine pensioner og forsikringer på plads. Så du kan svare trygt og afklaret på spørgsmålet: ”Hvad vil det betyde for dig eller dine kære, hvis du bliver ramt af sygdom eller død?”

Læs mere