Forskudsopgørelse: Har din økonomi ændret sig i år?

Hvis du har købt eller solgt bolig, omlagt boliglån eller din økonomi på anden vis har ændret sig i 2020, så er det en god idé at tjekke forskudsopgørelsen.

Nyt fra Jyske Bank

Hvis du har købt eller solgt bolig, omlagt boliglån eller din økonomi på anden vis har ændret sig i 2020, så er det en god idé at tjekke forskudsopgørelsen. Forskudsopgørelsen er dit bud på, hvordan din skat ser ud i det kommende år.

Derfor skal du tjekke forskudsopgørelsen

Forskudsopgørelsen bestemmer, hvor meget du bliver trukket i skat i 2021. De fortrykte tal er baseret på din økonomi i 2019, så hvis din økonomi har ændret sig meget i løbet af i år, risikerer du at skatten bliver forkert.

Betaler du for lidt i skat, får du en restskat – populært kaldet et skattesmæk. Betaler du for meget, skal du undvære nogle penge i 2021 (men du får dem igen ved årsopgørelsen i foråret 2022).

Sådan retter du dine renteudgifter

Tjek og ret dine renteudgifter, hvis du har købt eller solgt bolig i 2020 eller lagt realkreditlån om fra variabel rente til fast rente – eller omvendt.

  1. Du finder dine renteudgifter for dit boliglån i din låneaftale fra banken. Låneaftalen kan du finde i Jyske Netbank, under ’Boligoverblik’. Den ligger også i din e-Boks eller Netboks (Jyske Netbank). Læg renter og bidrag sammen, du får fradrag for begge dele. Hvis renten på dit realkreditlån er negativ, trækker du den fra bidraget.
  2. Hvis du har anden gæld til fx banken, skal renterne fra dette også regnes med.
  3. Hvis du har et stort indestående i banken, kan det også være en idé at forskudsregistrere negative renter, så du får fradrag for dem. Du kan se renterne i netbank eller mobilbank (du kan fx tage de renter er trukket den 30. september og gange dem med fire – så har du et cirkatal).    
  4. Du ændrer dine renteudgifter ved at logge ind med NemID på din forskudsopgørelse på skat.dk.
  5. På din forskudsopgørelse skal du rette i felt 481 (renteudgifter af gæld til pengeinstitutter) og felt 483 (renteudgifter af gæld til realkreditinstitutter). Hvis I er to, der ejer boligen sammen, skal renteudgifterne deles i to.
  6. Negativ indlånsrente kan rettes i felt 233, hvor du skal huske at sætte et minus foran tallet.
  7. Husk også at trykke Beregn og derefter Godkend, når du retter i din forskudsopgørelse.

Har din økonomi ellers ændret sig det seneste år?

Har din livssituation og økonomi ellers ændret sig i 2020, så er det en god idé at gå forskudsopgørelsen igennem.

Særlige situationer, der kan give ændringer i skatten:

  • Jobskifte eller mistet job
  • Meget hjemmearbejde, så dit kørselsfradrag er anderledes
  • Ægteskab eller skilsmisse
  • Pensionering
  • Barsel
  • Opstart af virksomhed

Mere hjælp til skatten