Er det svært at skaffe julegaven, så prøv med en pengegave

Frygter du, at det ikke bliver muligt at købe de ønskede julegaver i år på grund af de meget omtalte forsyningsproblemer? Corona har påvirket både fragten til Europa og produktionen. Der mangler fx chips, som jo anvendes i mange produkter i dag – fra smartphones til køkkenmaskiner. Måske ønsker du at købe en PlayStation til at lægge under juletræet, men kan ikke skaffe den inden jul? Så skal du måske begynde og se på alternativerne, fx pengegaver.

Formueøkonom Bettina Brask foran tomme hylder
AfBettina Brask, Formueøkonom

Nov 30, 2021, 12:35

Selv brugte jeg et kneb sidste jul, hvor ikke alle gaver nåede frem. Jeg printede et billede af gaven fra nettet og pakkede det ind. Men man kan også finde andre, kreative alternativer.

Et af alternativerne er at give pengegaver. Det kan lyde kedeligt, men uanset om der er tale om et mindre eller større gavebeløb, så er der også en række fordele. Det gælder ikke mindst, hvis man tænker på gaven som et arveforskud.

Giv din pengegave med MobilePay

Uanset om du vil give Sofus 100 kr. eller 10.000 kr., så kan du gøre det nemt og sikkert med MobilePay. Du kan ovenikøbet vælge en animeret indpakning for at give modtageren en ekstra oplevelse. Så vises der nemlig en sjov, lille tegnefilm, når pengegaven bliver åbnet.

Du kan vælge at gaven dukker frem på modtagerens skærm på et bestemt tidspunkt, eller du kan give en gavekode, som modtager selv skal taste ind i sin MobilePay.

Oplev modtagers glæde ved skattefri gaver

Som den første fordel ved større pengegaver vil jeg slå på, at det er dejligt at se modtagerens glæde. Den vil du jo ikke opleve, hvis modtager først får beløbet i form af arv efter dig.

Den anden fordel kan være, at hvis du efterlader en arv til dine børn på mere end 308.800 kroner, så skal de betale arveafgift på 15 %. Giver du gaven, mens du lever, så skal de ikke betale afgift, hvis du holder dig under de gældende grænser for gaveafgift.

Grænsen for skattefri gaver til børn er på 68.700 kroner (2021) fra hver forælder. Det er også muligt at give skattefri gaver til svigerbørn, her er grænsen 24.000 kroner (2021).

Vær opmærksom på, at det ikke kun er dine børn, som er berettiget. Muligheden gælder også for børnebørn, stedbørn og deres børn, herunder adoptivbørn, samt plejebørn, der har haft bopæl hos gavegiver i en sammenhængende periode på mindst 5 år med start inden plejebarnet fyldte 15 år.

Gaven kan i øvrigt også gives i modsat retning, altså til dine forældre, bedsteforældre osv.

Pengegaven kan investeres

Hvis gavens modtager er under 18 år, så kan du overveje at indbetale pengegaven på en bestemt konto – eventuelt til investering. Hvis barnet modtager værdipapirer i gave fra forældrene, så beskattes det udbetalte løbende afkast – renter og udbytter – hos forældrene. Det samme gælder, hvis værdipapiret er købt for penge modtaget fra forældrene. Fortjeneste eller tab på værdipapiret beskattes/fradrages derimod altid hos barnet.

Hvis gaven er modtaget fra andre end forældrene – fx bedsteforældrene – så beskattes både det løbende afkast og fortjeneste/tab ved barnet.

En mulighed er at placere gaven på en aktiesparekonto. Aktiesparekontoen giver mulighed for at investere i aktier eller investeringsbeviser på egen hånd. Du kan i 2021 investere for op til 102.300 kr. på kontoen. Normalt skal der betales 27 eller 42 % i skat af afkastet på aktier, afhængigt af afkastets størrelse. Med en Aktiesparekonto er skatten 17 % af afkastet årligt og beskatningen sker direkte fra kontoen.

Pengegave som start på barnets pension

Du kan også vælge den langsigtede gave. Indbetaler du 5.400 på aldersopsparing de første 18 år af barnets liv, giver det ved samme afkast en opsparing på cirka 600.000 kr. på pensionstidspunktet. Det er da et ganske godt tilskud til pensionsopsparingen – og en ikke helt ubetydelig, langsigtet gave til dit barn eller barnebarn.

Fordelen ved en aldersopsparing er, at afkastet beskattes lavt – med kun 15,3 %. Som forælder eller bedsteforælder kan du indbetale 5.400 kr. om året (2021). Opretter du et depot til aldersopsparingen, kan pengene investeres i værdipapirer.

Mulighederne er derfor mange, hvis du går med tanker om en pengegave. Og man kan vel ikke kalde det kedeligt at give barnet muligheder nu og på længere sigt.

Læs mere