Der kommer flere boliger at vælge imellem – det kan sænke priserne

Udbuddet vil fortsætte med at stige, og markedet er nu tippet til købers fordel. Sådan lyder vurderingen fra Mikkel Høegh, der er boligøkonom i Jyske Bank.

Til salg-skilt i villakvarter

Af Cæcilie Møldrup Hedegaard, Journalist

Jul 08, 2022, 09:00

Efter renterne tog adskillige tigerspring i foråret, og inflationen galoperer afsted, så danskerne reelt har færre penge på lommen, er der knap så mange købelystne boligjægere som før. Det har til gengæld den effekt, at udvalget af boliger til salg bliver større. 

Dugfriske tal fra Boligsiden viser nemlig, at udbuddet af villaer og rækkehuse er steget med 11,6 pct. over det seneste år. Ser vi på udviklingen over den seneste måned, er udbuddet steget i alle regioner, og samlet er der kommet 8 pct. flere boliger til salg.

Så er man skræmt over de nye renteniveauer, kan man i stedet glæde sig over, at udvalget lige nu bliver større. Og spørger man Mikkel Høegh, der er boligøkonom i Jyske Bank, vil udbuddet stige endnu mere i den kommende tid.

”Markedet blev støvsuget for boliger til salg under corona. Nu ser vi en noget lavere handelsaktivitet, så derfor vil boligudbuddet stige som følge af de normale sæsonmønstre. Og det vil formentlig fortsætte med at stige, dels fordi der altid vil være nogen, som fik købt for dyrt, hvor kærligheden brast eller noget andet. Corona fremrykkede en masse boliginvesteringer, så der må også indtræde en vis mæthed,” siger han.

Boligpriserne ”klistrer”

Et større udvalg på boligmarkedet plejer også at smitte af på priserne, selvom udbuddet endnu ligger lavt. Men det sker ikke lige over natten, fortæller Mikkel Høegh.

”I teorien bør stigende udbud give anledning til lave priser. Men selvom udbuddet stiger, så er det stadig lavt. Priserne klistrer, som vi siger, og det betyder, at priserne tilpasser sig langsomt. Det tager altså noget tid, før et stigende udbud slår igennem i priserne. Jeg tror, vi skal hen i efterårsmånederne, før vi for alvor ser noget på priserne. Det passer i øvrigt med de klassiske sæsonmønstre,” lyder det.

Og er man på udkig efter bolig i storbyerne, er der godt nyt. Det er nemlig her, der er størst udsving, fortæller han.

”Der hvor priserne er steget mest, er der størst sandsynlighed for fald. Så jeg vil ikke blive overrasket, hvis det er de større byer, der må holde for.”

Købers marked

Mikkel Høegh forklarer, hvorfor han mener, at markedet nu er tippet over til købers fordel.

”Der er færre handler, længere liggetider og vi ser også, at der igen gives prisafslag, når der skal skrives under. Så køberne synes at have fat i den lange ende. Nogle steder er udbuddet dog så lavt stadigvæk, at eventuelle købere ikke skal tygge på prisen i dagevis. Men overordnet er der et stemningsskift, og det er til købers fordel,” lyder vurderingen.

Og til spørgsmålet om, hvor meget priserne vil falde, lyder svaret:

”Det bliver et prisfald i størrelsesordenen 5-10 pct. de steder, hvor det lokalt kommer til at gå allerhårdest for sig. På landsplan bliver tilpasningen noget mindre,” afslutter han.