Chefstrateg om kunstig intelligens: ”Man tager glæderne lidt på forskud”

De syv globalt største tech-aktier bød på en 100 pct. stigning i 2023, og analytikerne spår, at succesen fortsætter i 2024. Men er sektoren i virkeligheden hypet og prissat for hårdt? Chefstrateg Ib Fredslund giver sit bud på, hvordan tech og kunstig intelligens vil klare sig i 2024.

Robot med pakke på lager

Af Cæcilie Møldrup Hedegaard, Journalist

19. jan. 2024 16.00

Der var engang syv cowboys, som beskyttede en lille landsby fra landevejsrøvere. Fuldstændig imod alle odds nedkæmpede de alle røvere, selvom de syv cowboys altid var i undertal.

Sådan lyder plottet fra ”The Magnificent Seven”. En gammel fortælling, der tre gange er blevet filmatiseret og nu også har givet inspiration til investeringsverdenens syv mastodonter i tech-branchen.

For oversat til nutidens ”Magnificent Seven” er der ikke tale om cowboys men selskaberne Amazon, Meta, Nvidia, Apple, Google, Tesla og Microsoft, der sidste år strøg til vejrs på aktiemarkedet.

Høje forventninger i markedet

I 2023 levede de syv tech-aktier for alvor op til navnet med en stigning på omkring 100 pct. De gjorde sig altså særligt bemærket, og faktisk i en grad, så man kan se en reel forskel på S&P 500 indekset, hvis man piller dem ud.

Apostrof

Markedet venter ikke på, at det bliver jul. Markedet har det med at pakke julegaverne op i juni måned.

Ib Fredslund, chefstrateg

Indekset steg i 2023 med 24 procent, men foruden de syv storaktier, ville indekset kun være steget med 8 procent.

Og ifølge Jyske Banks chefstrateg, Ib Fredslund, bunder succesen i den stigende interesse for kunstig intelligens.

”Der er en hype og en entusiasme omkring kunstig intelligens lige nu, og derfor er de steget så kraftigt. Lige nu er kurserne prissat efter, at alt går godt for de her selskaber. Der er eksempelvis en forventning om, at de vil øge deres indtjening med yderligere 40 procent i 2024,” fortæller Ib Fredslund, som mener, at de er prissat lidt for hårdt.

Markedet har en fod i fremtiden

Man skal huske på, at markedet prissætter aktier efter forventninger til fremtiden, forklarer Ib Fredslund.

”Markedet venter ikke på, at det bliver jul. Markedet har det med at pakke julegaverne op i juni måned. Det hele skal prissættes med det samme, så nogle gange får markedet sat forventningerne for højt.”

De høje forventninger bunder ifølge Ib Fredslund i, at man forestiller sig det store potentiale ved kunstig intelligens. Men samtidig sætter han spørgsmålstegn ved, om der ikke går nogle år, før det potentiale reelt kan mærkes i økonomien og derfor bør prises ind i kurserne.

Faldgruber ved kunstig intelligens

”Den største faldgrube er vel, at man for hurtigt tager glæderne på forskud. Der er en kæmpe forventningsglæde, fordi man endnu ikke har set, at de her selskaber skuffer, og aktiemarkederne har tendens til at løbe meget foran.”

Han afviser dog ikke, at de syv tech-giganter vil fortsætte med den gode indtjening i 2024.

”Kunstig intelligens er helt klart en megatrend , der vil forsætte, men selv megatrends er ikke immune overfor svagere økonomisk vækst, og derfor kan aktierne gå lidt ned i gear i 2024.”

Emnet blev også vendt i første episode af Katjing-podcasten, hvor vært Anne Kejser og aktieekspert Michelle Nørgaard havde besøg af chefstrateg Ib Fredslund i studiet til en snak om investeringsmarkedet i 2023 og et kig ind i, hvad eksperterne mener, vi kan forvente af 2024. Katjing er Jyske Banks nye investeringsunivers, hvor du kan dykke ned i både podcasts, live-webinarer og artikler om seneste nyt fra finansmarkedet.