Boligmarkedet: Hvornår falder renterne igen?

Hør hvad eksperterne mener om renternes udvikling – skal de op eller ned? For alt efter, om du tror renterne vil stige eller falde, kan nogle lån være et bedre match end andre. Men hvordan finder man lige vej i den jungle? Bliv klogere her.

Siddende kvinde med mobil blandt flyttekasser

Af Cæcilie Møldrup Hedegaard, Journalist

08. sep. 2023 13.40

Går du og drømmer om at komme ind på boligmarkedet men synes, at renterne er temmelig uoverskuelige? Så læs lige med her – både for at høre eksperternes forventning til renterne, men også fordi, der kan være taktik i at vælge det rigtige boliglån.

Jyske Bank har netop lavet en boliglånsanbefaling, hvor eksperterne giver deres bud på, hvor renterne skal hen og hvilke lån, man bør overveje, hvis man skal købe bolig i øjeblikket. Bankens boligøkonom Mikkel Høegh står bag anbefalingen og uddyber anbefalingens råd.

Du kan selvfølgelig også dykke ned i selve anbefalingen via linket under teksten.

Hvornår falder renterne?

Ifølge anbefalingen er forventningen, at renterne vil falde. Men hvor længe skal vi så vente på, at det faktisk sker?

Ingen kan med sikkerhed spå om fremtidens renteudvikling, men Mikkel Høegh har et bud på nogle tegn, man kan holde øje med:

”Hvis arbejdsløsheden stiger, og inflationen falder, vil det være gode indikatorer på, at renten vil falde.”

Effekten er forsinket

Men lad os lige tage et kig på, hvorfor renterne overhovedet er steget så meget. I bund og grund handler det om at få inflationen ned, forklarer Mikkel Høegh:

”Centralbankernes redskab til at bekæmpe høj inflation er at hæve renten, for med højere renter skal forbrugerne bruge flere penge på at servicere deres lån, og så er der færre penge til forbrug.”

Derfor har centralbankerne det seneste år forsøgt at komme inflationen til livs ved at hæve renterne gang på gang, og nu står vi her. Men hvorfor er det så ikke vendt endnu?

Desværre har det vist sig, at taktikken med de højere renter ikke har virket så effektivt, som man troede. Ifølge Mikkel Høegh skyldes det blandt andet, at man skal vente 12-18 måneder, før man mærker effekten af renteforhøjelserne:

”Det skyldes, at alle eksisterende lån ikke bliver påvirket af højere renter og alle med variable lån påvirkes først, når deres rente skal ændres. Samtidig har mange forbrugere haft ”overskud på kontoen” efter Corona, og en del forbrugere ændrer derfor først deres vaner, når den opsparing er brugt.”

Så vi må altså vente lidt endnu og holde øje med inflationen og arbejdsløsheden.

Hvilket lån skal jeg vælge?

I sidste ende er det jo op til en selv, hvilket lån, man foretrækker. Der er nemlig fordele og ulemper ved dem alle. Men har vi renteforventningerne for øje, lyder anbefalingen sådan:

F1:
Tror man på, at renterne falder som forventet, ja så er F1 lånet det oplagte valg, for så får man hurtigt glæde af den lavere rente. Men valget kommer selvfølgelig ikke uden risiko, og man skal kunne tåle, at renterne mod forventning også kan stige.

F3 og F5:
Her gælder der lidt forskellige strategier. For hvis renten falder som forventet, har man låst sig til den høje rente i 3 eller 5 år. Hvis renten derimod stiger mod forventning, får man ikke reduceret sin gæld, som man ellers ville gøre, hvis man omlagde sit fastforrentede lån til en højere rente. I stedet vil man bare stige til den højere rente efter 3 eller 5 år. Men hvis man til gengæld tror på, at renterne først vil falde om nogle år, kan et F3 eller F5 lån være en sikkerhed mod højere renter i 3 eller 5 år.

Det fastforrentede lån:
Har man et fastforrentet lån, kan man altid omlægge det, hvis renten skulle falde. Men modsat det variable lån F1 skal man altså betale for at få den nye rente. Til gengæld har man sikkerhed i, at renten på det fastforrentede lån ikke ændrer sig. Og hvis man omlægger sit lån til en højere rente, vil man også kunne skære en del af gælden væk.

Så for at opsummere

Når du skal vælge dit lån, afhænger det af, om du tror, at renten skal op eller ned og hvornår, men især også om du er villig til at løbe en risiko ved at vælge et variabelt lån. Men bankens anbefaling lige nu er et Jyske F1 lån eller Jyske Renteloft, fordi de passer bedst til forventningen om, at renterne vil falde. Hvis du omvendt ikke har lyst til at spekulere i renternes udvikling og løbe den risiko, der følger med, så lyder anbefalingen på et fastforrentet lån.