Vinderne af "FremtidensLandmand 2024" er kåret

Tre glade landmænd kunne gå hjem med hver sin pris i kategorierne afsætning, bæredygtighed og teknologi, da konkurrencen om Fremtidens Landmand 2024 blev afgjort onsdag.

Simon Frandsen står foran sin traktor på en mark.

Af Cæcilie Møldrup Hedegaard, Journalist

10. jan. 2024 12.00

Der var fokus på bæredygtighed, afsætning og teknologi, da FremtidensLandmand 2024 blev kåret på Plantekongressen i Herning onsdag den 10. januar.

Der var tre kategorier og tre vindere, som hver kunne gå 25.000 kr. rigere hjem.

Martin Molbo er kåret som Fremtidens Landmand i kategorien bæredygtighed, fordi han arbejder med bæredygtighed på flere områder. Det gælder blandt andet den økonomiske bæredygtighed, hvor jordens sundhed er i højfokus. Han bruger mange artsrige efterafgrøder, minimal jordbearbejdning og sundt sædskifte.

Men foruden den økonomiske bæredygtighed gør Martin Molbo også en stor indsats for både klima, miljø og biodiversitet.

Desuden går han op i, at medarbejderne trives og har elever tilknyttet landbruget. I sin fritid er han frivillig både ved det lokale vandværk og i den lokale Lions forening.

Martin Molbo gør altså meget for bæredygtigheden på alle parametre og blev derfor vinderen i denne kategori.


Sammen med sine forældre driver Simon Frandsen et stort planteavlsbrug på Midtsjælland, hvor de især har fokus på frøavl og specialafgrøder.

De har udviklet en teknik, hvor en frøsåmaskine sår afgrøderne på rækker og samtidig kan give flydende gødning oveni rækkerne. Bagefter kører en rækkesprøjte over marken og sørger for, at der udelukkende bliver sprøjtet for ukrudt mellem afgrøderne.

Det er en udfordring at ramme rækkerne præcist, så her benytter Simon Frandsen en GPS på både traktoren og redskabet. Men selvom metoden er mere krævende, er der gode fordele at hente:

Afgrøderne får nu ingen sprøjtemidler, og samtidig får ukrudtet mellem rækkerne ingen gødning. Det betyder blandt andet, at afgrøderne vokser hurtigere og udkonkurrerer selv ukrudtet. Og når man undgår at sprøjte afgrøderne, kan man også benytte kraftigere og billigere sprøjtemidler eller kombinere flere slags, så ukrudtet ikke bliver resistent med tiden.


De to unge landmænd, Nikolaj Dalsgaard og Andreas Barsøe, har udtænkt en ny model for, hvordan de afsætter deres økologiske kyllinger.

De har besluttet at fjerne slagterleddet for selv at komme tættere på forbrugerne og kunne styre udbud og pris. Når de skærer nogle led af, er der færre, som skal dele fortjenesten. Derfor har de nu deres eget slagtehus, hvorefter de kan sælge direkte til grossisten Spis min gris.

Desuden bestemmer Nikolaj Dalsgaard og Andreas Barsøe selv, hvilken størrelse og race kyllingerne har, og de producerer nu en større kylling end før, som ender på de københavnske restauranter.