Vi samler alt om ejendomsfinansiering ét sted

Nyt område på jyskebank.dk samler alt, der er værd at vide om ejendomsfinansiering. Det betyder, at erhvervskunder nu kun skal orientere sig ét sted.

Af Jyske Bank

05. nov. 2018 12.00

Investering i ejendomme fylder meget hos mange erhvervsdrivende. Det kræver specialiseret indsigt at gøre det rigtigt, og det gælder, uanset om din investering er i erhvervsejendomme, alment byggeri eller andelsforeninger.

I Jyske Bank-koncernen har vi ekspertisen, specialisterne og værktøjerne, der gør det lettere for dig at træffe de rigtige beslutninger om investering i ejendomme.

Vores indhold har indtil i dag været spredt på jyskebank.dk og på brf.dk. Nu samler vi alt indhold på et nyt område på jyskebank.dk: Ejendomsfinansiering.

Beregnere giver overblik

Nyt på jyskebank.dk er blandt andet en række beregnere, hvor du selv i ro og mag kan regne på dit lån. Uanset om du allerede har et lån til ejendomsfinansiering, eller om du overvejer at investere.

  • Beregn nyt lån: Her kan du indtaste dit individuelle lånebehov, låntype og ønsket løbetid og se dine muligheder. Du kan også sammenligne dine beregninger af flere nye lån.
  • Omlæg lån: Her kan du regne på, hvad en omlægning af et eller flere af dine lån vil betyde for dig. Du kan sammenligne resultatet af omlægning på flere forskellige låntyper.

Herudover arbejder vi også på fuld tryk på en ny version af ”Beregn rentetilpasning”. I den beregner kan du både se oplysninger på nuværende rentetilpasningslån og se, hvordan du kan forvente, at rente og ydelse udvikler sig i næste rentetilpasningsperiode.

Et skridt på vejen mod fuld integration

Jyske Realkredit (tidl. BRFkredit) gik sammen med Jyske Bank i 2014.

For at gøre det mere enkelt for vores erhvervskunder, besluttede vi i december 2017 bl.a. at lægge daværende BRFkredits erhvervsområde sammen med Jyske Bank. Den proces er i gang, og når vi samler alt indhold én hjemmeside, er det et skridt på vejen.

Ændringerne betyder ikke noget for dig og dit engagement, hvis du er kunde i Jyske Realkredit. Men det gør det forhåbentlig lidt lettere for dig og alle andre at finde det, de har brug for.