Nye regler for barsel kan blive dyrt for virksomheder

Danske virksomheder skal opdatere medarbejdernes ansættelseskontrakter inden august, ellers kan det blive "en dyr fornøjelse", lyder det fra Visma Dataløn.

Hænder øvest og nederst på en gravid mave

AfCæcilie Møldrup Hedegaard, journalist

Mar 30, 2022, 09:10

Fra den 2. august 2022 træder nye barselsregler i kraft. Det betyder, at virksomheder med en eller flere ansatte er forpligtet til at opdatere ansættelseskontrakterne inden da.

Hvis ikke virksomheden får opdateret kontrakten, kan det blive en dyr fornøjelse, lyder det fra Louise Andersen, der er juridisk konsulent hos Visma Dataløn, der leverer lønsystemer til virksomheder:

”Det er utroligt vigtigt at få opdateret ansættelseskontrakterne. Arbejdsgivere, som har medarbejdere med ansættelseskontrakter, der indeholder ukorrekte oplysninger, risikerer nemlig at skulle betale medarbejderne godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis, og det kan blive en rigtig dyr fornøjelse for virksomheden.”

Mange ændringer

Ændringen drejer sig om den nye model, som Folketinget har vedtaget om barselsregler. Den indebærer, at 11 uger fremover er øremærket til faren frem for to uger, som indtil nu har været reglen.

Hvis ikke faren bruger sin øremærkede del af barslen, bortfalder den.

Ifølge Louise Andersen har virksomhederne de seneste år haft en del arbejde med at opdatere medarbejdernes kontrakter som følge af en række lovændringer.

”Virksomhederne har i de seneste år haft nogle hårde år med flere regelændringer – både med ny ferielov, GDPR og de midlertidige lovgivninger i forbindelse med coronapandemien. Nu har virksomhederne så igen en opdateringsopgave foran sig,” lyder det.

Louise Andersen påpeger, at man i opdateringen skal have alle ændringer med, ellers er man lige vidt. Hun råder til at søge hjælp, hvis man er i tvivl.