Jyske Banks erhvervskunder kan nu også få Jyske Forsikring

Erhvervskunder i Jyske Bank kan nu få finansielle ydelser og forsikringsløsninger ét sted.

Denne video kræver, at du giver samtykke til marketing cookies

Jyske Bank indgik tidligere på året et samarbejde med Købstædernes Forsikring om levering af forsikringer til bankens kunder.

I første omgang blev det muligt for privatkunder at købe forsikringer via banken. Nu tager Købstædernes Forsikring og Jyske Bank næste skridt i samarbejdet og tilbyder også Jyske Forsikring til virksomheder.

Rune Møller, direktør i Jyske Bank Erhverv, glæder sig over, at samarbejdet nu også kommer bankens erhvervskunder til gode.

”At vi nu også har forsikringer med i vores produkttilbud til erhvervskunder, gør en positiv forskel. Kunderne behøver kun at gå ét sted hen for at få løst deres behov for både finansielle ydelser og forsikringer," siger Rune Møller.

Med tilføjelsen af forsikringer til Jyske Banks produktudbud kan erhvervskunder se frem til endnu bedre rådgivning, mener Peter Dissing, divisionsdirektør i Jyske Forsikring.

”Vi vil sikre, at vi udarbejder en 360 graders analyse af virksomhedens forsikringsbehov, og med den anbefale en løsning, så man ikke er over- eller underforsikret, men har en tilpas dækning, når virksomheden oplever uheld,” fortæller Peter Dissing.

Samarbejdet fungerer ved, at Jyske Bank henviser kunder til en erhvervsassurandør i Jyske Forsikring, der så står for rådgivning og servicering af virksomhederne på forsikringsområdet.