Eksportbarometer stiger fortsat: Udsigt til rentefald kan løfte optimismen

De danske eksportvirksomheder skruer endnu engang op for optimismen i årets anden Eksportbarometermåling. Målingen viser, at høje renter fortsat er virksomhedernes største bekymring.

Denne video kræver, at du giver samtykke til marketing cookies

Af Jyske Bank

04. jun. 2024 12.00

Optimismen hos de danske eksportvirksomheder stiger i takt med de sommerlige temperaturer, og Eksportbarometer for andet kvartal viser for anden gang i træk en stigning.

Undersøgelsen, som er foretaget af Danish Export Association og Jyske Bank lander på indeks 55, hvilket indikerer optimisme, og som er det højeste niveau siden andet kvartal 2022.

Målingen for første kvartal viste indeks 54.

Det er især en forbedring af ordreindgangen, der er med til at trække optimismen opad, ligesom de største virksomheder skruer forventningerne mest op.

”Europa har haft det svært og haft en periode med stagnation, men uden at køre helt i hullet. Nu er der lidt opblomstring i Europa på vej, og det tror vi fortsætter. USA kan vi stadig være lidt mere i tvivl om, om renteeffekten er mere forsinket der, men piler peger den rigtige vej, overordnet set,” siger Jyske Banks cheføkonom, Niels Rønholt.

Muligt rentefald kan påvirke forventningerne

Gennem de seneste tre målinger, har det været generel afmatning og høje renter, som virksomhederne har angivet som deres største udfordringer lige nu. Selv om renterne fortsat er i den høje ende, kan det være udsigten til rentefald, der får optimismen til at stige fortsat.

”Rentebekymringen er der stadig i tallene. Over halvdelen af virksomhederne er stadig bekymrede for det med renten, men nu sætter ECB formentlig renten ned i den første uge af juni, altså første rentenedsættelse efter at renten er steget med fire procentpoint. Så det går bedre på rentefronten, og det tror jeg også, at der er mange, der tager til sig,” siger Niels Rønholt.

Hver fjerde oplever påvirket eksport til Kina

I undersøgelsen er der denne gang også spurgt til virksomhedernes samhandel med Kina. Af dem, der har samhandel i form af enten salg eller sourcing, oplever 26 procent, at deres samhandel er blevet påvirket indenfor de seneste år. Sidst dette spørgsmål var med i undersøgelsen var i tredje kvartal 2023. Her var andelen 15 procent.

Derudover svarer 13 procent, at de forventer mindre samhandel i løbet af de næste to år. I tredje kvartal 2023 var denne andel 57 procent.

Endelig har Eksportbarometer kigget frem mod sportssommeren 2024, der byder på både EM i fodbold og OL på europæisk grund. Det ser dog ud til, at eksportørerne primært skal følge med fra liggestolen eller tribunerne, idet kun fire procent har planlagt salgs- og markedsføringsaktiviteter i forbindelse med EM, mens 6 procent har planlagt aktiviteter i forbindelse med OL.