Anlægsfinansiering: Automatiseret og topmoderne fabrik

Lad dig inspirere af, hvad andre virksomheder gør i forhold til investering i aktiver. Schur Pack Germany har investeret 80 millioner euro i fabrikken, hvor alle processer er automatiseret. Det er en investering i at blive mere konkurrencedygtig.

Denne video kræver, at du giver samtykke til marketing cookies

Af Jyske Bank

28. feb. 2019 12.00

Schur har bygget topmoderne fabrik

Et enormt højvarelager med plads til 22.000 paller, hvor lyset i princippet kan være slukket, da alt er fuldstændig automatiseret. Førerløse trucks, der gnidningsløst zigzagger rundt mellem hinanden og fragter paller med karton fra den ene maskine til den anden. Tre trykmaskiner, der printer op til 20.000 ark i timen.

Schurs nye tyske fabrik er en opvisning i automatisering. Emballagevirksomheden fra Horsens har bygget en fabrik i Gallin, der ligger ca. 60 kilometer øst for Hamborg.

Fremtidens fabrik

"Det er fremtidens fabrik. Vi er Europas - måske endda verdens - mest moderne emballagefabrik. Da vi byggede fabrikken, lagde vi meget vægt på effektivitet i samtlige processer. Det har gjort os konkurrencedygtige," fortæller Klaus Madsen, der er direktør for Schur i Tyskland.

Fabrikken, der er på imponerende 28.000 m2, blev bygget på blot halvandet år og stod færdig i 2016. Jyske Bank har finansieret hele byggeriet, der samlet løber op i over 80 mio. euro (ca. 600 mio. danske kroner, red.)

"Det har været en fuldstændig ubureaukratisk proces i forhold til tyske banker. Vi har fået det nøjagtig, som vi gerne vil have det," siger Klaus Madsen.