Jyske Bank klar til Main Stage ved Gamebox Festival

Gamebox Festival fra 26. til 28. maj er et mekka for alle, der elsker esport og gaming. Jyske Bank er med som hovedpartner og står blandt andet bag en paneldebat om penge i gaming.

Esport-spillere giver håndslag

Af Peter Lindbjerg, journalist

24. maj 2023 12.45

Gamebox Festival er Danmarks største gaming-event. Med alt inden for gaming og esport. Her kan festivalgæsterne møde kendte spillere og youtubere, overvære showkampe og talks, opleve de nyeste spil – og teste egne spilfærdigheder mod venner og familie – eller møde en stjernespiller i ”Beat the pro”.

Igen i år er Jyske Bank med som hovedsponsor, når Gamebox Festival afvikles i Messecenter Herning fra 26. til 28. maj. Og samarbejdet er udvidet til hovedscenen, som i år har fået navnet Jyske Bank Main Stage. Her kan man bl.a. opleve Astralis Gameshow, comedy og CS:GO-finalen i Gamebox Invitational.

Fokus på spilafhængighed hos børn

Det er også på Main Stage man kan opleve en showmatch med nogle af Danmarks bedste kvindelige Counter Strike-spillere, nemlig ”Team Danmark” der for nylig vandt Esport Danmarks officielle danmarksmesterskab: CS:GO FE Powered by Jyske Bank.

Jyske Bank er desuden vært for paneldebatten ”Penge i gaming”, som blandt andet sætter fokus på gaming kontra gambling, og på hele problemstillingen ved at børn spiller afhængighedsskabende spil. I panelet sidder Anne Fiskaali, der er psykolog forsker i gaming, esport og digital leg, William Karlberg fra Politiets Online Patrulje samt Rico Corneliussen, direktør i Esport Danmark.

”Vi er gået ind som hovedsponsor for Gamebox Festival af to årsager. Dels fordi vi ser gaming og esport som et positivt miljø, hvor alle kan være med uanset alder, fysik, etnicitet, køn med mere. Samtidig er det vigtigt at sætte fokus på bagsiden af medaljen, som handler om spilafhængighed og økonomiske uvaner. Her vil vi gerne bidrage til at give de unge en større viden,” siger Jens Skov, afdelingsdirektør i Events & Partnerskaber i Jyske Bank.