Jyske Bank har ikke skabt 2.000 selskaber for at undgå skat

Omtale af Jyske Bank i en artikel i Politiken tirsdag 5. april efterlader det indtryk, at banken har skabt 2.000 selskaber for at hjælpe kunderne med at undgå skat. Det er ikke korrekt. Banken medvirker ikke til skatteunddragelse.

Nyt fra Jyske Bank

Omtale af Jyske Bank i en artikel i Politiken tirsdag 5. april efterlader det indtryk, at banken har skabt 2.000 selskaber for at hjælpe kunderne med at undgå skat.

Det er ikke korrekt. Banken medvirker ikke til skatteunddragelse.

Jyske Banks bevæggrunde for og holdning til etablering af selskaber i forbindelse med private banking-aktiviteter har været de samme i mange år. Jyske Bank har ikke selv etableret og administreret selskaber for bankens kunder siden 2003.

Uanset hvilken juridisk konstruktion kunden har valgt, har kunden altid været forpligtet til at indberette de relevante oplysninger til sit hjemlands skattemyndigheder. Det fremgår af bankens forretningsbetingelser, som kunderne har været bekendt med.

Hertil kommer, at Jyske Bank af egen drift siden 2012 har forlangt dokumentation for, at bankens internationale kunder betaler den skat, de skal. Hvis ikke kunderne kan eller vil dokumentere, at de indberetter til de relevante skattemyndigheder, er kundeforholdet blevet bragt til ophør. Det gælder også kunder med selskaber.

Jyske Banks internationale kunder med selskaber har således fuldt lovlige selskaber, hvor vi sikrer, at der foretages de nødvendige skatteindberetninger. Samlet er der tale om ca. 1.100 kunder.

I relation til den verserende debat om Panama kan vi desuden gentage, at Jyske Bank ikke har og aldrig har haft et samarbejde med advokatfirmaet Mossack Fonseca.

Jyske Bank har over tid haft et meget begrænset antal kunder med selskaber i Panama. Der har primært været tale om amerikanske kunder, der har ønsket at åbne en konto i Jyske Bank for deres allerede etablerede selskab. I dag har banken 13 kunder med selskaber i Panama, hvoraf ingen er danskere. Også disse kunder har dokumenteret, at de foretager skatteindberetninger.