Halvårsregnskab: Jyske Bank får overskud på knap 1,7 mia. kr.

Trods udsigt til lavkonjunktur er Anders Dam relativt optimistisk på Jyske Banks vegne.

Denne video kræver, at du giver samtykke til marketing cookies

Af Jyske Bank

Aug 16, 2022, 08:30

Jyske Banks regnskab for 1. halvår afslørede et overskud efter skat på lige knap 1,7 mia.kr. Heraf bidrog 2. kvartal med et plus på 840 mio. kr.

Det er bl.a. stigende forretningsomfang med kunderne og et højt aktivitetsniveau, der bidrager til resultatet.

”For 9. kvartal i træk ligger vi med en gennemsnitlig indtjening på omkring en mia. kr. før skat, og det synes jeg er et rigtig godt resultat,” siger ordførende direktør Anders Dam.

Selvom opsvinget i dansk økonomi fortsatte i 1. halvår, så vurderer Jyske Bank, at der er udsigt til lavkonjunktur af uvist omfang og længde.

”Overordnet set har vi ikke et klart billede af, hvor vi havner henne, men vi er relativt optimistiske, uanset hvordan det går med afsæt i den kundebase, vi har,” siger Anders Dam.

Jyske Banks forventninger til hele årets resultat lyder på et nettooverskud i den øvre ende af intervallet 3,0 – 3,4 mia. kr.