Stor fokus på stigende energipriser giver nye investeringstemaer

De vigtigste nøgletal i ugen bliver de europæiske vækstbarometre fredag (PMI’erne), som giver første bud på den økonomiske udvikling i oktober. Ellers vil der igen være fokus på energipriserne og inflationsfrygten. Regnskabssæsonen er også i gang og vil også tiltrække sig opmærksomhed.

Jyske Bank har netop opjusteret sin olieprognose med højere olieprismål. Det er en cocktail af mange faktorer, der driver de stigende energipriser, men en af udfordringerne ved den alternative energi er, at den ikke altid er stabil og, at den ikke med den nuværende teknologi kan lagres. Her kommer den fossile energi ind som en buffer, og selvom den grønne omstilling er i fuld gang så kommer 80 % af verdens energiforbrug fra fossile brændstoffer i dag, så det bliver en lang proces at få nedbragt den andel. På investeringsområdet betyder det, at energiaktier i øjeblikket er interessante.