Investorerne finjusterer porteføljerne

Stemningen blandt investorerne er afventende op til inflationsrapporten og ECB-mødet på torsdag. Aktieindeksene i USA sluttede noget forskelligt i går med et marginalt fald til S&P500, mens Nasdaq steg ½ % og de mindre aktier i Russel 2000 tog teten med en fremgang på 1,4 %. Det var fortrinsvis de defensive sektorer i S&P500, der tiltrak sig størst opmærksomhed, mens de vækstfølsomme sektorer så som materialer, industri og finans blev solgt fra. Nasdaq 100 blev bl.a. løftet af Biogen efter godkendelsen af deres medicin mod Alzheimer. Biogen endte 40 % højere efter annonceringen. De kinesiske aktiemarkeder trækker igen lidt sydover her til morgen, men ellers handler de asiatiske markeder nogenlunde uændret. Aktiefutures melder om en stort set uændret åbning her til morgen på de europæiske børser.

De europæiske aktier sneg sig til endnu en rekord med gevinst i går på 0,2 %. Det var bilfabrikanter og banker, der trak op, mens materialeaktierne udgjorde agterlanternen. Bankerne blev løftet af svagt stigende lange renter i euroområdet. The Times skriver, at regeringen i UK vil udskyde den fulde genåbning af økonomien sfa. frygt for opblussen af covid-tilfælde fra den indiske variant. I Indien er antallet af nye smittede faldet til det laveste niveau på 86 T i over 2 måneder efter at have rundet over 400 T. 


Læs hele analysen [PDF]