Den gode stemning er slået over i morgengnavhed

Wall Street lagde i går ud med at hægte sig på slipstrømmen fra de stigende europæiske aktier, men mistede momentum i løbet af dagen efter bl.a. et skuffende ISM. S&P500 sluttede dagen med et plus på 0,3 %, mens Nasdaq blev tynget af Tesla og Amazon. Siden lukningen er den gode stemning dog fordampet, og aktiefutures i USA handler i lyserødt her til morgen.

Det meste af Asien er ude pga. ferie. Taiwan og Sydkoreas aktier bliver her til morgen trukket ned af kursfaldet på Nasdaq og nervøsitet for stigende smittespredning i det sydøstlige Asien. De europæiske aktiefutures indikerer også en lyserød åbning på handlen her til morgen.

De europæiske aktier steg i går i kølvandet efter signaler om genåbning af økonomierne i Europa, og de endte med et plus på 0,6 %. Det var selskaber indenfor energi og ejendomme, der trak op. Lufthansa fik luft under vingerne efter meldingen om, at de vil tilbyde fly til over 100 feriedestinationer. EU-kommissionen fremlagde i går et forslag om åbning af feriedestinationer for fuldt vaccinerede personer, og det løftede humøret blandt de ferie- og solhungrende investorer. 

Læs hele analysen [PDF]

SE OGSÅ   Finans Brief: Fokus på inflation