Finans Brief: Fokus på europæiske aktier og forsigtig toldoptimisme

Både europæiske og amerikanske aktiefutures stiger efter en rapport i weekenden ville vide, at der ”kun” kommer amerikansk gengældelsestold den 2. april og ikke yderligere sektorspecifikke toldændringer. Asiatiske aktier handler mere afventende og skifter mellem plus og minus efter, at de globale aktier i sidste uge steg for første gang i en måned. Det er dog et åbent spørgsmål, om den bedre stemning holder. Dels er der stadig markante toldforhøjelser på vej, og dels kan Trump pludselig komme med nye skærpende udmeldinger om planlagte toldforhøjelser. Renterne starter lidt højere, mens olieprisen er stabil. Fokus for ugen er konjunkturbarometrene for marts, PMI’er, især for Europa og inflationsindikator og forbrugertillid begge for USA.

Markedsfokus

  • Lidt mindre truende toldforhøjelser 2. april?
  • Udsigt til lille løft i euroområdets PMI’er
  • Lurer stagflationen forude i USA? 
  • Privatforbrug og Feds foretrukne inflationsindikator tiltrækker opmærksomhed