Finans Brief: ”Sikken voldsom trængsel og alarm”

Når man ser på agendaen for den her finansuge, så passer den gamle julesang i overskriften fint. Både store centralbankmøder i Fed og ECB og vigtige nøgletal skal overstås inden jul. Vi starter med amerikansk inflation, hvor fokus især er på kerneinflationen (ex. fødevarer og energi), der stadig er dobbelt så høj som Fed’s målsætning. Fed mødet onsdag indleder 24 timer med møder i Fed, ECB, Bank of England, Norges Bank og Nationalbanken i Schweiz. Ingen renteændringer hos Fed og ECB men prognoser og centralbank udtalelser kan sagtens sørge for markedsudsving. Detailsalg for både USA og Kina er også på programmet. Den første økonomiske temperaturmåling for december får vi fredag, med de såkaldte flash PMI’er. Vi holder især øje med de europæiske PMI’er, som ser ud til at stabilisere sig, dog på et niveau under 50, der viser, at aktiviteten er presset.


Du løber en risiko, når du investerer i finansielle instrumenter. Informationer og anbefalinger på disse sider er generelle og ikke personlig rådgivning. Læs mere her: Information om analyser, anbefalinger, interessekonflikter og risici.