Dårlige inflationsnyheder for Trump og de finansielle markeder

Økonomi

Dagens høje forbrugerpriser var dårlige nyheder for præsident Trump, som netop har slået sig op på at ville bekæmpe inflationen. Prisstigningerne i januar var noget højere end ventet, og det sender renterne i vejret, aktierne lidt sydover og styrker dollaren. De underliggende forbrugerpriser steg 0,4 % i januar (ventet 0,3 %), og det giver en inflationstakt på 3,3 % (ventet 3,1%). Prisstigningen var faktisk meget tæt på at blive rundet op til 0,5 % (de underliggende forbrugerpriser steg 0,446 % i januar). Det er den største stigning i de underliggende forbrugerpriser siden april 2023. Prisstigningerne var bredt fordelt, og det gør ikke bekymringen mindre. Fed får dermed vanskeligere ved at argumentere for at sænke renten, men Fed har dog en lang tradition for ikke at kigge på et enkelt tal. De foretrækker at se en tendens over nogle flere måneder. Derfor vurderer vi, at Fed vil fastholde udsigten til rentenedsættelser senere på året. Der er også advarsler om, at de kraftige prisstigninger skyldes problemer med sæsonkorrektionen og dermed ikke reelt afspejler tiltagende prisstigninger. Det finder vi dog næppe ud af før om nogle måneder.

Læs analysen [PDF]  


Du løber en risiko, når du investerer i finansielle instrumenter. Informationer og anbefalinger på disse sider er generelle og ikke personlig rådgivning. Læs mere her: Information om analyser, anbefalinger, interessekonflikter og risici.