De vigtigste budskaber fra konferencen Womenomics 2019

Jyske Bank var mediepartner, da erhvervslivet delte erfaringer om, hvordan der kan arbejdes med at fremme kønsdiversitet i virksomheders ledelser.

The Womenomics Nordic Business Conference, der blev afholdt for sjette år i træk, sætter fokus på kvinders stigende indflydelse på den globale økonomi samt kønsdiversitet i bestyrelser og direktioner.

Hos Coloplast arbejder man eksempelvis målrettet med at få de kvindelige ledere med helt op på topniveau. Mere end 40 pct. af selskabets 1200 ledere er kvinder. I interviewet med Lars Rasmussen, der både er bestyrelsesformand i Lundbeck og Coloplast, fortæller han, hvordan Coloplast konkret arbejder med at fremme kvinder i ledelse.

Prisvindende entreprenører

I år hyldede Womenomics-konferencen også kvinder, der har brugt deres positioner til at inspirere og engagere andre, enten ved at promovere kvindelige rollemodeller eller ved at være en rollemodel selv.

Susanne Najafi og Sara Wimmercranz modtog ’The Womenomics Entrepreneurship Award 2019’ i anerkendelse af deres arbejde som grundlæggere af venturekapitalfonden, Backing Minds. Virksomheden blev grundlagt for at øge diversiteten på den svenske start-up scene ved at investere i tech-virksomheder og i de projekter som traditionel venturekapital ofte overser. Det er ydermere den første venturekapitalvirksomhed grundlagt af kvinder i Norden.

Kvinder som ledere og deres aftryk på den globale økonomi

Womenomics er den største konference af sin slags i Norden og mere end 500 ledere fra ind- og udland, førende eksperter og politikere samt Nordisk Ministerråd mødtes og debatterede ny research, løsninger og firma cases i Tivolis Koncertsal den 21. Maj 2019.

I år var konferencens tema: “Accelerate Gender Diversity Explore Female-Driven Growth Potential”, med fokus på at fremme diversitet på ledelsesgangene, samt at udforske vækstpotentialet i den globale økonomi, der i stigende grad er påvirket af verdens mange veluddannede og finansielt selvstændige kvinder.

Stifteren af The Womenomics Nordic Business Conference, Tine Arentsen Willumsen, mener, det er utroligt vigtigt, at vi som samfund, fremhæver de personer, der virkelig gør en forskel, og som fremstår som rollemodeller for andre kvinder.

Island indtager en global førsteplads

Island blev hyldet med en Womenomics Hæderspris for deres kompromisløse arbejde med ligestilling og var bl.a. de første til at gennemføre lovgivning om ligeløn. Den islandske udenrigsminister, Gudlaugur Thór Thórdarson, fortæller i dette interview, hvorfor Island er frontløber på dette område.