Startups fra Futurebox pitcher online for Jyske Bank-kunder

I DTU Science Park ligger Futurebox - et iværksætterhus for deep tech-startups. Det hus har Jyske Bank startet et samarbejde med, hvor man i fællesskab bringer startups og investorer sammen.

Der afholdes typisk en håndfuld pitchevents årligt, men torsdag den 28. maj 2020 blev oplevelsen for første gang gjort digital med et webinar, hvor 120 Jyske Bank-kunder oplevede en pitch fra de tre selskaber LuxC, MiWire ApS og TechVolvér.

”Det var en fremragende oplevelse set fra vores stol. Online pitches er ikke noget nyt, men hele setuppet fra Jyske Bank var meget professionelt, så den oplevelse håber jeg også, at investorerne fik. Vores tre startups i torsdagens pitch rankede i hvert fald ryggen”, siger Gitte Nikolajsen, direktør i Futurebox.

Jyske Bank og DTU Science Park har i 2019 lavet en treårig aftale, der sikrer et tæt samarbejde mellem Jyske Bank og Futurebox, hvor bankens Private Banking-kunder får en unik mulighed for at investere i de nye virksomheder, der holder til i Futurebox.

”Vi bringer startups og vores kunder sammen. De pitchevents vi har holdt i samarbejde med Futurebox, har været meget interessante for vores Private Banking-kunder”, siger Erling Fløe Kristensen, forretningsdirektør for Private Banking i Jyske Bank.

”Det er en vigtig kobling, for der er brug for tålmodige penge. Den type startups, vi arbejder med i Futurebox, er den type, der kan ændre verden. Det er den slags virksomheder, der skal være med til at sikre den fremtidige vækst i Danmark”, siger Gitte Nikolajsen, direktør i Futurebox.