Robotarm

Robot eller kollega - Mulighed eller trussel?

'Robotterne kommer.' Det udsagn er du sikkert stødt på med jævne mellemrum, og robotteknologien vinder da også indpas i flere danske virksomheder som følge af digitaliseringen. Men betyder det, at du og dine kolleger snart bliver erstattet af effektive maskiner? Ifølge statsautoriseret revisor og partner i EY Jesper Jørn Pedersen er robotterne allerede kommet, og danske virksomheder er gode til at gribe de muligheder, digitaliseringen giver. Men mange muligheder forpasses også.

Af Ivan Markvardt-Josefsen, KOMMUNIKATIONSPARTIET

Ordet robot fremkalder hos mange straks billeder af store, mekaniske skabninger, der med to eller flere arme udfører fysisk krævende opgaver med større præcision, hurtighed og styrke end et helt team af medarbejdere af kød og blod kan præstere. Det er ikke science fiction – det er virkeligheden og har været det længe. Billedet af den fysiske robot ude i produktionen er imidlertid ikke fyldestgørende, for robotterne er også for længst rykket ind i administrationen.

"Når man taler om robotics, så er det ofte manuelle administrative processer, man automatiserer. I den henseende er en robot blot en automatisk mus, som kan åbne og lukke forskellige programmer, hente data ud og samle informationer. Den gør det, som den er programmeret til, og det effektiviserer de administrative processer," forklarer Jesper Jørn Pedersen, der er statsautoriseret revisor og partner i EY, hvor han bl.a. rådgiver mindre og mellemstore virksomheder om mulighederne ved digitalisering og effektivisering.

Måske vil det, vi i dag kalder robotter, i fremtiden blive kaldt kolleger. EY peger i hvert fald på, at virksomheder, der automatiserer rutinemæssige opgaver ved hjælp af digitalisering og evt. robotter, kan frigøre ressourcer til at fokusere på andre opgaver, der gavner kerneforretningen. Det afføder nye behov, som afføder nye job – ligesom det skete ved den industrielle revolution. Dengang var der jobs til dem, der blev overflødige i landbruget. Om historien vil gentage sig, diskuteres blandt økonomer.

Digitalisering påvirker konkurrenceevnen

Jesper Jørn Pedersen opfordrer de virksomheder, han arbejder med, til at placere digitalisering både under muligheder og trusler i virksomhedens strategiplan.

"Digitalisering kan helt grundlæggende ændre en virksomheds strategi og forretningsmodel. Effektivisering og automatisering af forskellige interne eller kundevendte processer giver konkurrencemæssige fordele og muligheder, men truslen lurer i form af bl.a. disruption, som vi taler meget om for tiden. Nye aktører kommer på banen med forretningsmodeller, der så at sige kortslutter en eksisterende virksomheds forretning. Så er strategien truet, og hele virksomhedens overlevelse kan være på spil. For enhver virksomhed handler det jo om at sikre, at virksomheden også er til stede som en relevant aktør på sit marked i fremtiden – og bliver man disrupted, er man ikke længere relevant. Derfor er virksomheder i dag i høj grad nødt til at forholde sig til den digitaliserede verden, hvor konkurrencen kan vise sig at være en helt anden i dag, end den var i går," fastslår han.

"Danske virksomheder er generelt set godt med, når det gælder om at se og udnytte digitale muligheder. De færreste arbejder dog systematisk med det, og derfor kan der være nogle muligheder, som forpasses. Det skyldes i nogle tilfælde, at ledelsen kan have svært ved at danne sig et overblik over de mange muligheder, som i øvrigt hele tiden bliver flere og flere. Og ingen branche går i øvrigt fri," varsler Jesper Jørn Pedersen og peger bl.a. på, hvordan kunstig intelligens kan tænkes at hjælpe lægen med effektiv diagnosticering ud fra en patients symptomer.

Manglende prioritering koster muligheder

Den største modstand mod digitalisering lige nu er ifølge Jesper Jørn Pedersen heller ikke frygt for robotter og arbejdspladser, men derimod manglende prioritering i virksomhederne.

"Vi møder ikke maskinstormere, der forsager al teknologisk udvikling. I stedet blokerer manglende prioritering nogle steder for digitaliseringsindsatsen. Ledelsen skal prioritere og afsætte tid til arbejdet med digitalisering. Derudover skal virksomheden kortlægge de muligheder og trusler, som digitaliseringen medfører, og så skal der selvfølgelig laves en konkret handlingsplan," påpeger Jesper Jørn Pedersen. Han siger desuden, at brancher påvirkes forskelligt, men det må ikke afholde virksomhederne fra at forholde sig til det.

"De virksomheder, som klarer sig bedst, bruger digitalisering til at skabe en bedre kundeoplevelse og samtidig sørge for, at kunderne betjener sig selv. Det er vi efterhånden vant til i netbutikker og i vores netbank, der har åbent på alle tider af døgnet. I fremtiden vil der også ligge en enorm opgave i at afkode den kæmpemæssige mængde data, som de fleste virksomheder i dag samler om deres kunder, og omsætte det til mersalg og bedre service," afslutter han.

 

Jesper Jørn Pedersen

Jesper Jørn Pedersen er statsautoriseret revisor og partner i EY, hvor han bl.a. rådgiver mindre og mellemstore virksomheder om de muligheder og trusler, der følger med digitalisering og effektivisering.