Farvede tandhjul

Erhvervsministeren: Det skal være nemmere at drive virksomhed i Danmark

Den 28. november 2016 vendte Brian Mikkelsen (K) tilbage til Erhvervsministeriet. Læs om hans og regeringens planer for og forventninger til fremtiden for dansk erhvervsliv. Han vil bl.a. gøre det nemmere og enklere at drive virksomhed i Danmark.

Det var en glad Brian Mikkelsen, der 28. november 2016 kunne vende tilbage til Erhvervsministeriet på Slotsholmen i København, hvor han også holdt til i sin tid som økonomi- og erhvervsminister i den tidligere VK-regering. Faktisk var det den post, han helst ville have, og ministeren glæder sig meget til i de kommende år at arbejde med at skabe bedre vækstvilkår for virksomheder i Danmark.

"Regeringen har en ambition om at løfte velstanden med 80 mia. kr. i 2025 og skabe 55-60.000 nye job. Det kræver ambitiøse tiltag – ikke mindst i forhold til digitalisering og nye teknologier. Regeringen vil desuden arbejde for, at danske virksomheders rammebetingelser er blandt de bedste i verden. Det skal være både nemmere og enklere at drive virksomhed. Det ser jeg frem til at arbejde med," fortæller erhvervsministeren, der bl.a. vil lette erhvervslivets byrder fra regulering med 4 mia. kr. fra 2015 til 2020 og i alt 6 mia. kr. frem mod 2025.

Væksten er altafgørende

Brian Mikkelsen beskriver den lave vækst som en af de største udfordringer for samfundet lige nu.

"Vi skal have løftet væksten i hele Danmark, og virksomhederne kan derfor forvente bedre vækstvilkår i fremtiden. Vækst er forudsætningen for, at familierne får større økonomisk tryghed og jobsikkerhed. Vækst er grundlaget for, at vi har råd til at investere i og udvikle vores velfærd, og grundlæggende vil jeg derfor arbejde for at skabe rigtig gode rammevilkår for at drive virksomhed i Danmark," siger ministeren.

"Udfordringen er både at få løftet den fortsat svage produktivitetsvækst i de hjemmemarkedsorienterede serviceerhverv og at få løftet erhvervsinvesteringerne, som ligger lavt efter krisen. Derfor skal vi også have virksomhederne til at investere mere, øge produktiviteten og skabe endnu flere arbejdspladser," fortsætter han.

Panel skal styrke iværkstætterkulturen

Brian Mikkelsen ser gerne, at flere virksomheder vokser sig store. Den mission skal et iværksætterpanel bl.a. komme med forslag til.

"I Danmark har vi forholdsvis mange iværksættere, men færre, som formår at vokse og skalere deres virksomheder op. Regeringen nedsætter derfor et iværksætterpanel, som skal komme med anbefalinger til at styrke iværksætterkulturen og forslag til, hvordan vi får iværksætterne til at vokse," fortæller ministeren, som ser frem til at få fundet nogle gode løsninger for de danske iværksættere.

Erhvervsministeren ser bankerne som en central samarbejdspartner for både virksomheder og forbrugere.

"Den finansielle sektor er en vigtig drivkraft, hvis vi skal skabe vækst i det danske samfund til gavn for os alle. Det er vigtigt, at vi skaber konkurrencedygtige rammevilkår for den finansielle sektor. Jeg har som et klart mål, at der skal være mindre detailregulering, så det bliver lettere at drive virksomhed i Danmark. Det gælder også på det finansielle område," forklarer han.

Den digitale omstilling rummer enormt potentiale

Et af de emner, der står højt på erhvervsministerens dagsorden, er digitalisering.

"Jeg ser omstillingen til det digitale samfund som et enormt potentiale for Danmark, og det bliver et emne, jeg glæder mig til at sætte fokus på. Da jeg var økonomi- og erhvervsminister for seks år siden, var tanken om at betale med sin mobiltelefon i supermarkedet eller bruge den til at overføre penge til vennerne meget fjern," fortæller han.

"Digitaliseringen går meget stærkt, og jeg mener, det er en udvikling, vi kan omfavne og udnytte endnu bedre. Det er regeringens ambition, at Danmark skal være i front, når det kommer til at udnytte de teknologiske muligheder," uddyber ministeren, der sammen med resten af regeringen vil sætte ambitiøse mål for at føre Danmark igennem en digital omstilling.

"Det stiller store krav til øget fleksibilitet og nye kompetencer, men der er også store gevinster at hente for mennesker, virksomheder og samfundet i den digitale omstilling. Danmark har et godt udgangspunkt, når det gælder om at kunne udnytte den nye teknologi og høste et digitalt potentiale. Gennem en årrække har vi været blandt de mest digitaliserede samfund i verden, men vi må ikke hvile på laurbærrene – det har jeg som minister i hvert fald ikke tænkt mig at gøre," lover Brian Mikkelsen og fortæller, at han ser frem til at modtage anbefalinger fra Digitalt Vækstpanel, der bl.a. ser på, hvad der skal til, for at flere virksomheder investerer i den digitale omstilling.