Tysk motorvejsskilt

Skal din virksomhed til at etablere sig i Tyskland?

Med 82 mio. købestærke indbyggere er det tyske marked yderst interessant for danske virksomheder, der gerne vil eksportere. Rent geografisk ligger vores store naboland lige for – og tyskerne er da heller ikke forskellige fra os. I Jyske Banks afdeling i Hamborg er medarbejderne klar til at åbne døren for dig og hjælpe din virksomhed inden for på det attraktive marked.

Af Ivan Markvardt-Josefsen

Siden 1987 har Jyske Bank haft en afdeling i centrum af Hamborg, og de 30 års erfaring har givet en viden og nogle kompetencer, som danske virksomheder kan trække på, hvis de gerne vil ind på det tyske marked. Et marked, der rummer gode muligheder for danske virksomheder, mener Jens Smedegaard Andersen, som er afdelingsdirektør i Jyske Banks Hamborg-afdeling.

"Der er gode muligheder i Tyskland. Det er Europas stærkeste økonomi med en fornuftig vækst og en stigende beskæftigelse, der understøtter privatforbruget og boliginvesteringerne. Du har med andre ord 82 mio. købestærke tyskere lige syd for grænsen. Tyskerne har måske en lidt anden attitude i forretningsmæssige sammenhænge, men i bund og grund tænker de ikke meget anderledes, end vi selv gør," understreger Jens Smedegaard Andersen og påpeger, at man har en klar fordel, hvis man taler det tyske sprog.

Rådgivning og en tysk bankpakke

Afdelingen bistår danske virksomheder, der allerede har aktiviteter i Tyskland, men de erfarne medarbejdere i Jyske Bank Hamborg rådgiver og vejleder også kunder, som først skal til at etablere sig – ligesom de kan hjælpe med alle de nødvendige bankpraktiske ting.

"Vi tager en indledende snak med virksomheden og kan bl.a. hjælpe med en samlet bankpakke, der indeholder konti, betalingsservice, netbank, finansiering, udstedelse af kreditkort og garantier, ligesom vi kan koble virksomhedens medarbejdere op på det tyske lønbetalingssystem. Til de mere formelle ting i forbindelse med kontrakter har vi et stort netværk af professionelle rådgivere, som vi henviser til, hvis ikke virksomheden selv har en rådgiver med hjemmefra," forklarer afdelingsdirektøren, der desuden henviser til Eksportrådets forskellige programmer – herunder 'Kickstart Tyskland' og 'Messeprogram Tyskland', som kan hjælpe virksomhederne med at styre uden om de værste faldgruber.

Gør dit hjemmearbejde

Den professionelle hjælp er ifølge Jyske Banks afdelingsdirektør i Hamborg en af nøglerne til at opnå succes på det tyske marked. For det er ikke helt så ligetil, som det måske lyder.

"Man skal gøre sit hjemmearbejde ordentligt – få lavet en solid businesscase og sikre sig, at ressourcerne er til stede. Det gælder både de økonomiske ressourcer og de kompetencer, din virksomhed har eller mangler for at få det til at spille ordentligt. I Tysklands tilfælde skal man fx også være opmærksom på, at man tager hierarkier, titler og høflighedsformer mere alvorligt end herhjemme, ligesom man er mere præcis og bureaukratisk omkring formkrav," lyder anbefalingen.

"Det kan godt være lidt svært at komme ind og fx få startet et samarbejde op. Men lykkes det, er der basis for et langsigtet samarbejde Og når først du har fået et godt afsæt i Tyskland, kan du bruge det som platform for salg til de andre tysktalende lande. Her i Hamborg kan du desuden nyde godt af den travle havn, der historisk set har givet byen gode forbindelser til andre dele af verden, især østpå," siger Jens Smedegaard Andersen afslutningsvis.