Sådan påvirker den nye ferielov din virksomhed

Den 1. september 2020 træder den nye ferielov i kraft. Det betyder grundlæggende, at vi overgår fra forskudt ferie til samtidighedsferie.

Overgangsordning og indefrysning af ferie

Inden den nye ferielov træder i kraft, indføres en overgangsordning. Overgangsordningen sikrer, at feriemønsteret i den nuværende ferieordning - så vidt muligt - opretholdes samtidig med, at lønmodtagerne bevarer deres ret til den ferie, de har optjent.

I forbindelse med lovens ikrafttræden vil mange ansatte have optjent 25 dages ferie for perioden 1. september 2019 til 31. august 2020. Hvis den optjente ferie skal udbetales til dine medarbejdere, vil det medføre en stor likviditetsmæssig påvirkning for din virksomhed. Derfor indefryses denne ferie i stedet for. Det betyder at ferien hverken kan afholdes eller udbetales, før lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet.

Der oprettes en særlig fond, ”Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler”, der får til opgave at forvalte og administrere tilgodehavende feriemidler, som er de midler, der er ”indefrosne”.

Du bestemmer som virksomhed selv, om du vil indbetale værdien af den indefrosne ferie. Hvis virksomheden vælger at beholde værdien af den indefrosne ferie og ikke afregne til fonden, vil der komme retningslinjer for, hvordan feriepengene sikres mod fx konkurs.


Ikon - tidslinje

Få styr på, hvornår der sker noget i overgangsperioden

Få et overblik over de vigtigste datoer i overgangsperioden, hvor der gøres klar til ferieordning med samtidighedsferie. 

Se tidslinjen over overgangsperioden


Skal din virksomhed indbetale værdien af den indefrosne ferie til fonden?

De generelle anbefalinger er, at hvis virksomheden har indestående der forrentes til 0 % eller negativ rente, vil det være en fordel at indbetale til fonden.

Hvis der derimod betales renter på lån eller kassekredit, der ligger over den rente, man skal betale til fonden, så bør virksomheden ikke indbetale værdien til fonden. Man forventer i øjeblikket en årligt rente på ca. 3 %. Men husk, at du som virksomhed ikke kun skal se likviditeten på kort sigt, men også på lang sigt.

Virksomheden kan når som helst vælge at indbetale feriepengene til fonden, såfremt du ikke længere ønsker at administrere de indefrosne midler. Du kan således også vælge at afregne de indefrosne midler i forbindelse med medarbejderens fratræden. Det er valgfrit.

Fonden vil orientere virksomhederne, når de indefrosne midler skal udbetales i forbindelse med pension.

Nye administrative rutiner

Med indførelse af den nye ferielov vil den summariske metode til opgørelse af den regnskabsmæssige feriepengeforpligtelse ikke længere kunne anvendes. Fremover skal den konkrete metode anvendes, hvilket betyder, at du som virksomhed skal have administrative rutiner, som kan håndtere opgørelsen af forpligtelsen. Begge metoder kan dog fortsat anvendes af virksomheder med balancedag senest den 31. august 2019.

Den nye ferielov betyder derfor, at der kan være behov for at justere visse rutiner for løbende registrering af feriedage og beregning af feriepenge, ligesom der kan være en regnskabsmæssig påvirkning. Det er derfor en god idé, at du som virksomhed drøfter ferielovens regnskabsmæssige betydning med din revisor.



Vidste du, at vi stiller kreditfaciliteter til rådighed?

Ring til os på tlf. 89 89 89 89 
eller  kontakt din lokale erhvervspartner