Nye prognoser for dansk og global økonomi

Jyske Banks økonomer har forsøgt at beregne konsekvenserne af coronakrisen: Vi slipper (måske) billigere end under finanskrisen.

Dansk økonomi: 30.000 danskere forbliver ledige efter coronakrisen


I det mest optimistiske scenarie vil coronakrisen betyde 30.000 flere ledige, når kalenderen skifter til 2021. Ledigheden vil dermed stige til 135.000 personer. Men vi kommer billigere igennem det her, end vi eksempelvis kom igennem finanskrisens første år, hvor 175.000 danskere mistede deres job.

Coronakrisen vil være et hårdt slag for dansk økonomi på kort sigt. Niels Rønholt, cheføkonom i Jyske Bank, understreger, at den dag, man åbner samfundet op igen, vil der naturligt komme en stor aktivitetsstigning, men problemet er, at der vil være virksomheder og arbejdspladser, der permanent går tabt under nedlukningen.

Og Jyske Banks økonomer vurderer, at Danmarks bruttonationalprodukt (BNP) vil skrumpe med 3,3 pct. i 2020. Til sammenligning faldt BNP med 4,9 pct. i 2009 som følge af finanskrisen.

Niels Rønholt understreger desuden, at der er tale om ekstremt usikre skøn. Både når det gælder faldet i BNP og antal tabte job. Ikke mindst fordi ingen kan forudsige den præcise virkning af de mange hjælpepakker, som regeringen har sat i spil for at afbøde effekten af coronakrisen. Men der er heller ingen erfaringer fra lignende kriser at trække på. 

Læs hele prognosen for dansk økonomi [PDF]


Global økonomi: Udsigt til dybere recession end under finanskrisen i årets første to kvartaler


Verdensøkonomien er blevet ramt af et massivt chok i forbindelse med udbruddet af coronavirus og nedlukningen af samfundet i mange lande. Der er ingen tvivl om, at verdensøkonomien er på vej ind i en global recession, og den ser desværre ud til at blive dyb.

Det er dog Chefanalytiker Kim Fæsters vurdering, at coronakrisen vil være hurtigere overstået, end det var tilfældet under finanskrisen.

Læs hele prognosen for global økonomi [PDF]