Jyske Bank donerer kunst til ”Monas Hus”

”Når Kulturmødet Mors afvikles fra den 24.-26. august, sker det med udstillinger og debatter om det, der rykker os, kunsten. Og det der samler os, kulturen.”

Ordene er kulturminister Mette Bocks, og hun er til stede sammen med en række kunstnere og personligheder for at bidrage til, at vi sætter fokus på en af landets smukkeste lokaliteter, Nykøbing Mors.

Jyske Bank-koncernen bidrager

Også Jyske Bank-koncernen ønsker at markere sig:

– Det er vigtigt for os at bidrage til kunsten, også i Nykøbing Mors, fordi kunst og kultur er en dynamo, der ofte sætter vækst i gang. Når vi overraskes og provokeres, er det med til at bringe os et skridt videre, siger Lene Hjorth, afdelingsdirektør for CSR i Jyske Bank-koncernen.

– Kunst på det rigtige tidspunkt sætter de tanker i gang hos os, der gør os i stand til at lade os inspirere, så vi også kan være med til at innovere og forbedre lokalsamfundet. Det er bl.a. derfor, vi er med til Kulturmødet Mors.

Ud over et sangarrangement torsdag den 24. august kl. 15.00-15.45 i banken med tidligere Shu-bi-dua medlem Jørgen Thorup afvikler Jyske Bank ligeledes torsdag kl. 15.00-16.00 et debatarrangement ”Kultur som drivkraft” – ”Naturkundskab – nyt innovationsbegreb”.

Som en særlig gestus til Mors donerer Jyske Bank cirka 100 litografier og 15 oliemalerier, der skal under hammeren fredag den 25. august kl. 18.30-20.00. Her er Adrian Hughes, en af DR’s kunsteksperter, auktionarius. Auktionen foregår i Morsø Kunstforenings lokaler, Holmen 7c.

– Pengene fra auktionen går til istandsættelse af Monas Hus, der ligger på hjørnet af Munkegade 1, Nykøbing Mors, fortæller Ole Brondbjerg, afdelingsdirektør i Jyske Bank Nykøbing Mors, Privat.

Kulturhuset skal, når det står færdigt, bruges af egnens borgere og kunstnere, der har brug for et refugium og et rum til at udfolde kreativiteten.