Projekt Flere Kloge Hænder: Flere faglærte i fremtiden

Færre og færre unge vælger en erhvervsuddannelse efter grundskolen. Samtidig har hver femte unge stadig ingen uddannelse 7 år efter 9. klasse ud over folkeskolen og er i gennemsnit droppet ud efter to uddannelser. Imens har erhvervslivet stort behov for flere med erhvervsfaglig baggrund. Derfor er det nødvendigt, at der samarbejdes mere på tværs - mellem skoler, lokale virksomheder og foreninger.

I efteråret 2017 har Jyske Bank-koncernen sammen med Virksomheder for Socialt Ansvar (VFSA), Cabi, Håndværksrådet, Skolelederforeningen og UU Danmark afholdt arrangementer rundt om i landet. Her var der fokus på, hvordan virksomheder i samarbejde med folkeskoler og andre offentlige og private aktører kunne motivere og støtte unge til at tage en erhvervsuddannelse. På baggrund af disse erfaringer er der udarbejdet en række anbefalinger til at styrke skolevirksomhedssamarbejdet i udskolingen.

VFSA og Skolelederforeningens undersøgelse har også vist, at tre fjerdedele af skolederne ønsker at skue op for samarbejdet med virksomheder. Se undersøgelsen på www.vfsa.dk

- De unge er fremtiden, siger Lene Hjorth, CSR direktør, Jyske Bank-koncernen. Derfor er det vigtigt at have særligt fokus på at hjælpe de elever, der har brug for en mere praktisk vej til uddannelse. Vi regner med at indlede et pilotprojekt ”Projekt Flere Kloge Hænder” i samarbejde med erhvervsskoler og lokale håndværksmestre med udgangspunkt i kulturhuset Monas Hus i Nykøbing Mors, hvor Jyske Bank længe har været aktive.

Industriens Hus inviterede Dansk Industri, Global Compact og Virksomhedsforum for Socialt Ansvar til en meget velbesøgt konference ”Grib Verdensmålene”. Her fortalte samarbejdspartnerne i sessionen ”Unge - Invester i fremtidens arbejdskraft” om erfaringerne fra arrangementerne rundt om i landet og om vigtigheden af at motivere og støtte flere unge til at gennemføre en erhvervsuddannelse. Her blev der taget udgangspunkt i UN Global Compacts verdensmål 4 og 8. Konferencen blev afsluttet med, at H.K.H. Prins Joachim uddelte CSR People Prize til én stor og én mindre virksomhed, der særligt havde socialt ansvar for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.