Negative renter slår igennem i dit boliglån

De mange danskere, der har rentetilpasset eller genfastsat renten på deres bankboliglån pr. 1. oktober, kommer til at mærke de rekordlave renter i deres daglige økonomi.

De negative renter er der blevet sagt og skrevet meget om. Nu får de reel effekt på din privatøkonomi.

Hvis du er kunde i Jyske Realkredit og har rentetilpasset dit realkreditlån pr. 1. oktober, kan du være godt tilfreds. Kunder med Jyske Rentetilpasning F1-F6 vil kunne se effekten af de negative renter – særligt boligejere med et F5-lån oplever et betydeligt fald.

Mere plads i den daglige økonomi

En ting er, at de lave renter giver et større råderum i boligejernes daglige økonomi.

Noget andet er, at afviklingen på lånet tager til. De negative renter bliver omregnet, så du i stedet for betaler et øget afdrag på dit lån.

Det gælder også, hvis du har et afdragsfrit lån. Den negative rente bliver modregnet i din restgæld, og på den måde vil du løbende afdrage en lille smule på din gæld.

Den effekt styrker husholdningens økonomi - ikke bare lige nu men også på længere sigt.

Resultat af rentetilpasning pr. 1. oktober 2019

Lavere ydelser på bankboliglån

Også kunder med bankboliglån kan nu se de lave renter afspejlet i deres boliglån.

Kunder med Jyske F1 og Jyske F5 bankboliglån som skal have deres rente genfastsat pr. 1. oktober, kan også se frem til en periode med negativ rente.

Kunder med et F5 bankboliglån kan glæde sig over, at basisrenten er fastsat til -0,47 % på lån med afdrag og til -0,44 % på lån uden afdrag. Det betyder lavere ydelsesbetaling og derfor et tilskud til afdraget.

Rentegenfastsættelse af basisrente for Jyske F1 og F5 (Bankboliglån) pr. 1. oktober 2019

Bliv klogere på, hvorfor pengeverdenen er vendt på hovedet