Boligøkonomen: Mellem opkonverteringer og Randers Regnskov

Jeg sidder ved vores spisebord og forsøger at mene noget om opkonverteringer af realkreditlån, som jeg helt ærligt er i tvivl om, er tilrådeligt for alle lige nu. Og i baggrunden hører jeg dyrepasserne fra Randers Regnskov tale om en slange. Kender du det?

Blog af Jyske Banks boligøkonom, Mikkel Høegh

'Far! Hvorfor hedder det primtal, når man kun kan dividere med 1 og tallet selv?' 'Far! Kom lige og se mit nye trick på trampolinen.' 'Far! Er det rigtigt, at Christian d. 4 fik en granatsplint i øjet eller var det en kanonkugle?'

Jeg sidder ved vores spisebord og forsøger at mene noget om opkonverteringer af realkreditlån og gennem bygen af spørgsmål, hører jeg i baggrunden dyrepasserne fra Randers Regnskov tale om en slange - de udsendelser kører på repeat på iPad'en herhjemme.

Jeg siger for 117. gang i dag: 'Sluk nu for iPad'en, når I er færdige med at bruge den.' Men jeg må forstå, at man gerne vil høre om øglen, der kommer liiiiige om lidt. Det gode er, at batteri-indikatoren på iPad'en er mere pædagogisk end mig til at gennemgå procentregning. 

Nå, men I kender det vel - alle jer familier i Danmark – lige nu.


Rettidig omhu – og nu er muligheden der

Det er en omskiftelig tid, der udfordrer os alle til at skulle multitaske gennem hverdagens opgaver, samtidig med at vi skal forholde os til en ubarmhjertig nyhedsrulle, der indeholder benhårde økonomiske facts. Det kan være vanskeligt at holde hovedet koldt i disse tider. Og hvad med boliglånet – skal man gøre noget?

For tre-fire måneder siden skrev jeg en blog om, at det kunne være en god idé at overveje, om man ville konvertere op i rente, når muligheden en dag bød sig. 

Pointen var, at muligheden ville komme på et overraskende tidspunkt. Der var flere, der synes jeg var lige tidligt nok ude, når nu renten var negativ. Bloggen var dog ment som rettidig omhu, fordi muligheden pludselig ville vise sig - og så ville det være en fordel at have gjort sig tanker om dette vanskelige emne på forhånd.

Læs bloggen om opkonvertering fra den 10. oktober 2019

Nu er muligheden her så. Midt i alt det andet hurlumhej, der sker omkring os.

Helt ærligt – jeg er i tvivl

Spørgsmålet om opkonvertering er imidlertid ikke helt nemt. Lige nu er vi i en økonomisk usikker tid og ingen ved, hvor længe krisen varer. Da jeg skrev den omtalte blog, lovede jeg selvsikkert at vende tilbage, når muligheden for opkonverteringer bød sig.

Skal jeg være ærlig - og det foretrækker jeg: Så er jeg i tvivl om, hvorvidt det er en oplagt mulighed lige nu.

Ja, man kan reducere sin restgæld ved at udnytte at de stigende renter, som følge af krisen, har medført kursfald på de bagvedliggende obligationer. Det er naturligvis dejligt med en mindre gæld. Men, der er altså et men.

En opkonvertering er en to-trins-raket

Opkonverteringer er en to-trins-raket. De handler kort sagt om, at man tror, renten falder tilbage igen på et tidspunkt. Så man kan konvertere den mindre gæld ned i et nyt lån - med lavere rente.

Men ingen ved om renten falder tilbage igen, hvor meget den eventuelt falder tilbage og hvornår det sker. Det eneste man kan sige med sikkerhed er, at der skal et rentefald til, før strategien om en opkonvertering går sikkert hjem.

Imens man venter på rentefaldet, efter en opkonvertering, betaler man en højere rente. Og jo længere tid der går, før renten falder, desto dårligere bliver strategien.

Så en opkonvertering giver altså ikke en stensikker besparelse, som en nedkonvertering gør.

Stiger renten yderligere fra nuværende niveau, kan der være mere at hente, i form af yderligere restgældsreduktion, så det kan også være en fordel at vente. Men heller ikke dét spørgsmål kan nogen svare på med sikkerhed.

Falder renten efter opkonverteringen, som håbet, er en opkonvertering dog en fantastisk løsning. Mindre gæld og lavere ydelse. 

Bliv klogere på opkonvertering - spørgsmål og svar

Det afhænger af en stærk privatøkonomi

Det jeg ikke havde regnet med, da jeg tidligere skrev om opkonverteringer var, at renten ville stige, som følge af en betydelig krise. Jeg havde nok snarere troet, at renterne ville stige som følge af en tilbagerulning af den offensive pengepolitik, vi har set efter finanskrisen.

Det man må forholde sig til er, om det er nu, hvor der er meget usikkerhed i verden omkring os, at man skal ændre på sin økonomi og dermed få en højere husleje?

Eller om det er bedre at holde fast i den lave kendte husleje. Svaret er meget individuelt og afhænger af, hvor stærk ens privatøkonomi er.

I den forbindelse skal man være opmærksom på, at opkonverteringer jo ikke er risikofrit, derfor skal man have profilen til at løbe denne risiko. Livserfaring har lært mig, at nattesøvnen simpelthen er alt for vigtig til, at man vælger en strategi, hvor man ikke kan sove over sin boligøkonomi.

Det er derfor værd at holde fast i, at renterne lige nu i en historisk sammenhæng stadigvæk er uhyre lave selvom, de sidste par uger har budt på rentestigninger. Og vælger man at holde fast i sit 0,5 % lån, er jeg sikker på, man vil være godt tjent med det lån.  

Læs Jyske Banks anbefaling om opkonverting

Er du i tvivl? Få nogle beregninger

Så med fare for, at denne blog bliver meget økonomagtig - du ved 'på den ene side og på den anden side' - vil jeg sige, at opkonverteringer bestemt er en mulighed, men ikke nødvendigvis for alle.

Er du i tvivl, er min bedste anbefaling, at du tager fat i din rådgiver og får lavet nogle beregninger. Så har du noget helt konkret at tale om. Man kan se nogle tal på restgældsreduktionen, man kan se ændringerne i huslejen, og endelig kan man forholde sig til omkostningerne.

Nå, nu må jeg løbe. Mit fokus på bloggen her, har pludselig forplantet sig til en duft af varm kakao ude fra køkkenet. Det var ikke noget, de havde fået lov til, så mon ikke, jeg nu skal i gang med at give komfuret en tur med karkluden – det dufter i hvert fald sådan!

Vil du vide mere om, hvad du skal gøre som boligejer i en coronatid? Hør mere i denne podcast


Smartphone på Jyskebank app'en


Brug for en snak om bolig? 

Ring til os på tlf. 89 89 89 89 
eller bliv kontaktet om omlægning af lån