Forstå boligskattereformen

Af Mikkel Høegh, Jyske Banks boligøkonom

Der er blevet sagt og skrevet meget om udsættelsen af boligskattereformen. Ikke mindst om det er godt eller skidt for dig som boligejer.

Svaret afhænger af din nuværende vurdering – og den afhænger til dels af, hvor du bor.

Hvis din ejendomsvurdering bliver højere, og din boligskat dermed stiger, vil prisen på din bolig falde. Det scenarie vil vi særligt se i de større byer. Til gengæld vil udskydelsen af reformen være en fordel for dig, da selve skattestigningen udskydes i tre år.

Bliver din vurdering omvendt lavere, vil det betyder, at din bolig er billigere at sidde i, og det vil have en positiv effekt på prisen. Det vil især gøre sig gældende for parcelhuse i mindre provinsbyer. Til gengæld skal du betale den høje nuværende skat i yderligere tre år.

Hvad er ellers værd at vide om boligskattereformen på nuværende tidspunkt? Det giver jeg et bud på her:

Hvad er boligskattereformen?

Alle boligejere betaler ejendomsskat (grundskyld) til kommunen og ejendomsværdiskat til staten. Det er de to skatter, man taler om, når man taler om ”boligskat”. Hvor meget, du betaler i boligskat, afhænger af din ejendoms værdi.

Boligskattereformen er en reform af den måde, man i dag opgør beskatningsgrundlaget – altså hvor meget boligen er værd.

Reformen træder i kraft 1. januar 2024. Den erstatter det politiske boligforlig, der ligger i dag, herunder det berømte boligskattestop fra 2001.

Hvornår kommer min nye ejendomsvurdering?

Et helt centralt punkt i reformen er, at alle danske boligejere får nye ejendomsvurderinger. De nye ejendomsvurderinger bliver forventeligt sendt ud fra efteråret 2020 til udgangen af 2022, og ambitionen er, at de skal være ”markedsnære” – altså vise en mere realistisk værdi på din bolig, end vurderingerne gør i dag.

De nye vurderinger er grundlaget for beregningen af dine nye skattesatser.


Hvornår ændrer min boligskat sig?

I de nye ejendomsvurderinger kan du se din nye grundskyld.

Når du modtager din nye ejendomsvurdering, ved du, hvad du skal betale i grundskyld til kommunen fra 2021 og frem. Hvis du først modtager vurderingen i 2022, vil din grundskyld blive efterberegnet.

Indtil da skal du betale det samme i grundskyld som i dag. Det betyder, at de evt. planlagte stigninger i grundskylden bliver ”frosset inde” i din ejendom og først skal afregnes den dag, du sælger din bolig.

Hvad så med min ejendomsværdiskat?

Vi må vente til 2024 med at finde ud af, hvad vi skal betale i ejendomsværdiskat til staten. Forventningen er, at ejendomsværdiskatten bliver 0,55% af boligens værdi op til 7,5 mio. kr. og 1,40% for den del af boligens værdi, der overstiger 7,5 mio. kr.  

Det er det, der tidligere er blevet meldt ud. Men satserne er ikke endelige, da skatteomlægningen i gennemsnit skal være ”provenuneutral”. Det betyder, at hvis de nye ejendomsvurderinger bliver højere, og dermed giver anledning til indtægter for staten, bliver satserne sat ned - og omvendt.

Det skal du være opmærksom på

Forsigtighedsprincippet: Vurdering af ejendomme er altid forbundet med en vis usikkerhed. Derfor bliver der indført et forsigtighedsprincip, der kommer dig som boligejer til gode. Det betyder nemlig, at myndighederne altid skal trække 20% af ejendomsvurderingen, før din skat beregnes.

Så har du en bolig, der bliver vurderet til 1 mio. kr., skal du kun betale skat af 800.000 kr.

Din personlige skatterabat: Skattereformen bygger på et princip om, at ingen boligejere skal betale mere skat i 2024, end de ville have gjort, hvis det nuværende system var fortsat. Så er du boligejer i dag, eller køber du en bolig før 2024, får du en personlig skatterabat, som du beholder indtil boligen sælges.

Det betyder, at en kommende køber af din ejendom efter 2024 skal betale mere i skat, end du gør, fordi han/hun ikke har en personlig skatterabat. Det betyder, at køberen alt andet lige vil være villig til at betale mindre for boligen.

Hvis du har betalt for meget i skat: Ca. 800.000 danskere har betalt for meget i skat på grund af for høje ejendomsvurderinger i perioden 2011-2020. Er du blandt dem, får du tilbagebetalt dit tilgodehavende i takt med, at du får din nye ejendomsvurdering. Det sker på et tidspunkt mellem efteråret 2020 og udgangen af 2022.

Forældrekøb: Hvis du har købt en bolig som forældrekøb, er det en god idé at få den overdraget til dit barn inden de nye ejendomsvurderinger bliver sendt ud i efteråret 2020. Det skyldes, at du kan overdrage boligen til 15%. under den nuværende vurdering, der er fra 2011.

Selvom du i fremtiden vil kunne overdrage til 20% under vurderingen, vil vurderingen nok være så meget højere (hvis der er tale om en lejlighed), at det ikke er økonomisk fordelagtigt.

Projektbolig: Ønsker du at købe en projektbolig, har du - som det ser ud nu - frem til efteråret 2023 til at flytte ind i boligen, hvis du vil opnå en personlig skatterabat. Køber du en bolig, der er færdig efter den frist, vil du ikke få den personlige skatterabat, og din årlige boligskat vil være væsentligt højere.

Prisfastsættelse: Alt andet lige kan du forvente, at hvis du skal sælge din bolig efter 2024, vil køberen  forsøge at presse prisen på din bolig ned. Og at argumentet vil være, at han eller hun vil blive opkrævet mere i boligskat, end du gør i dag.