Nye ejendomsvurderinger på vej med lavere boligskat for de fleste boligejere

Den nye udgave af ejendomsvurderingen forventes klar 1. juli 2020. Målet er, at vurderingen kommer nærmere boligernes forventede handelsværdi. De fleste får en højere vurdering – men samtidig lover politikerne lavere boligskatter.

De gamle ejendomsvurderinger var for upræcise, uensartede og uigennemskuelige. Derfor blev de sat i bero tilbage i 2011. Nu udvikles der på et nyt og mere retvisende vurderingssystem for ejerboliger. I øjeblikket forventer politikerne, at det nye system bliver taget i brug pr. 1. januar 2020, og at vurderingerne kan sendes ud til boligejerne med start den 1. juli samme år. Men det hele afhænger af, at IT-udviklingen overholder tidsplanen.

Den nye vurdering fastsætter den enkelte ejerbolig til den ”forventelige kontantværdi” i fri handel. Samtidig er det hensigten at opnå større ensartethed i vurderingen af boliger, der ligner hinanden. Endelig skal der være større åbenhed, så boligejeren kan se, på hvilket grundlag boligen er vurderet.

Højere vurdering – lavere skatter

De fleste vil opleve en stigning i ejendomsvurderingen, da den seneste vurdering stammer tilbage fra 2011. Det er dog vedtaget at indføre et ”forsigtighedsprincip” af hensyn til usikkerhed om markedsprisen. Det betyder, at beskatningsgrundlaget bliver sat 20 % lavere end de nye vurderinger, før der beregnes grundskyld og ejendomsværdiskat.

Fra 2021 er der samtidig lagt op til lavere boligskatter på ejerboligerne – og det forventes, at det vil føre til lavere boligskat for omkring to tredjedele af alle boligejere. Samtidig er det er politisk udmeldt, at der kommer en skatterabat, så ingen nuværende boligejere kommer til at betale mere i boligskat i 2021, end de gør efter de gældende regler.

Hvad er en ejerbolig?

Ejerboliger defineres som helårshuse, ejerlejligheder, sommerhuse og fritidshuse.

Hvad sker hvornår?

Få et overblik over de planlagte ændringer af vurderinger og skatteregler. 

Tidslinje for boligskatter

Fra 2018
Eventuelle stigninger i grundskylden, som bygger på vurderinger foretaget i det gamle vurderingssystem og de gældende regler, indefryses – og skal først betales, den dag boligen sælges.

April 2019
Generel information i e-Boks til samtlige boligejere om processen for de nye vurderinger og de nye skatteregler, herunder lavere skattesatser, skatterabatter mv.

Juli 2020
Udsendelsen af de nye vurderinger til alle boligejere påbegyndes.

Juli 2020
Meddelelse om tilbagebetaling. Boligejere, der har betalt skat af en for høj vurdering, får løbende besked om tilbagebetalingens størrelse i forlængelse af vurderingen.

2021
De nye skatteregler træder i kraft. Den endelige lov er endnu ikke vedtaget, men vil bestå af:

  • Ejendomsværdiskat og gennemsnitlig grundskyldspromille bliver sænket
  • Permanent skatterabat, så ingen får højere boligskat end i 2020
  • Indefrysning af stigende boligskat, hvis boligværdien stiger efter 2021

Få mere at vide

Du kan se mere og følge udviklingen på Vurderingsstyrelsens hjemmeside.