Webinar: Boligjagt i storbyen – muligheder og faldgruber

Hvad skal du kigge efter, når du går på jagt efter en bolig i storbyen? Hvad skal du passe på, og hvordan får du mest for pengene? Hvad gør en bydel til ’hot or not’? Hvad bestemmer prisen – og hvordan undgår man fejlkøb?

Ismir Mulalic og Mikkel Høegh

Af Jyske Bank

27. jan. 2021 12.00

Webinaret blev afholdt torsdag den 28. januar 2021

Er du på boligjagt – eller er du bare nysgerrig – så bliv klogere på storbyens boligmarked i selskab med to førende eksperter på området: Lektor i økonomi Ismir Mulalic, CBS, der har speciale i Urban Economics – og boligøkonom Mikkel Høegh, Jyske Bank. Webinaret foregår som live-tv, og du har mulighed for at stille spørgsmål undervejs.

I 2020 blev der handlet flere boliger end nogensinde før. Boligudbuddet var lavt, der blev handlet hurtigt – og boligpriserne steg til nye højder. Den udvikling ser ud til at fortsætte – så hvordan får du det bedste bytte, når du jager en lejlighed i storbyen? Eller et hus i byens udkant?

Hvordan hænger det hele sammen?

Ismir Mulalic er Danmarks førende forsker i byudvikling set i et overordnet og økonomisk perspektiv. Få del i hans viden om, hvad der gør, at en bydel bliver ’hot or not’? Hvad er vigtigst for prisen – god infrastruktur eller nære institutioner? Hvor længe går der, før fx en letbane eller en metro ses på priserne? Hvem er det typisk, der flytter til nye bydele? Hvem pendler til byerne – og hvem vil betale mere for ikke at pendle?

Hvilken bolig skal man så købe?

Mikkel Høegh er ekspert på det danske boligmarked. Han vil sætte fokus på faldgruberne og mulighederne ved boligkøb i storbyerne. Hvor svinger priserne mest? Skal man købe billigt eller dyrt? Nyt eller gammelt? Købe småt nær centrum eller større i udkanten? Eller skal man vente på at markedet crasher og alting bliver meget billigere!